Ejer lukker campingplads: Fastliggere og kommune vil bevare den

Ejeren af campingpladsen ved Sunds Sø vil lukke pladsen og bygge nye boliger, men kommunen og fastliggerne mener stadig, der skal være campingplads.

Aksel Uldum var sammen med flere andre fastliggere forbi campingpladsen søndag.
Aksel Uldum var sammen med flere andre fastliggere forbi campingpladsen søndag.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Efter otte år som fastligger på plads 92 på campingpladsen ved Sunds Sø, er det slut for Aksel Uldum. Det er dog ikke med hans gode vilje.  

- Det er en katastrofe, siger han.

Inden d. 1. februar skal Aksel Uldum være ude af campingpladsen, da ejeren har lukket pladsen, fordi han mener, den er en dårlig forretning.

- Vi har på intet tidspunkt i vores ejerskab kunne forrente den investering. Så er man nødt til at kigge efter andre muligheder, siger Jan Vinther Laursen, der er ejer af Sunds Sø Camping.

Den forklaring holder dog ikke over for fastliggerne.

- Han er kold og kynisk, ham den direktør der. Nu smider han bare folk ud, siger Aksel Uldum.

Nej fra Herning kommune

Ejeren af campingpladsen vil i stedet udnytte pladsen ned til Sunds Sø til at bygge nye ejendomme. Det må han dog ikke for kommunen.

- Herning Kommune har ingen planer om at ændre på status for området. Vi ønsker fortsat en campingplads på området og ikke en boligudstykning, siger Ulrik Hyldgaard, der er formand for byplanudvalget i Herning kommune.

Derfor undrer han og fastliggerne sig over, at ejeren ikke i stedet har forsøgt at sælge campingpladsen, og Ulrik Hyldgaard understreger, at han også regner med, der er campingplads om fire år.

- Det er en ny situation for os, at vi ikke har muligheden for noget andet. Det må vi prøve at forholde os til. Jeg kan forstå, Herning kommune har en interesse i, at der drives en campingplads, og det kan være, vi kan finde hinanden i en handel der, siger Jan Vinther Laursen, ejer, Sunds Sø Camping.

Alle campingvogne er endnu ikke flyttet fra pladsen, da campisterne, ifølge Aksel Uldum, håber at kunne blive på pladsen. 

1:49