Efterlysning: Tricktyve overfaldt 85-årig kvinde

Holstebro Politi efterlyser fire personer efter et frækt tricktyveri søndag eftermiddag. En 85-årig kvinde blev holdt fast og fik stjålet sin guldhalskæde.

Hvis du befandt dig på Skivevej tæt ved Allégade i Holstebro søndag ved 13-tiden, så tænk efter, om du så noget, der kunne minde om et tricktyveri. En 85-årig kvinde blev nemlig udsat for en temmelig ubehagelig episode, da fire personer i en lys bil spurgte om vej til sygehuset.

Episoden fandt sted cirka ud for Skiveej 17, muligvis ved krydset Allégade/Skivevej.

Holdt hendes rollator fast mens de stjal halskæden

- Hun skubbede sin rollator frem mod bilen for at hjælpe, men en kvinde i bilen greb fat i rollatoren og holdt den fast, mens en anden tog hendes guldhalskæde. De forsøgte også at tage hendes armbåndsur, forklarer politiassistent Jørgen Poulsen fra efterforskningsafdelingen ved Lokalpolitiet i Holstebro.

Politiet efterlyser nu vidner, der kan have set en hvid eller lys mellemstor bil med to mænd på forsæderne og to kvinder på bagsædet. Personerne har udenlandsk udseende, og er formentlig østeuropæere, mener Jørgen Poulsen.

85-årig er ok, men vred

Årsagen til at politiet først henvender sig til offentligheden nu, er at den ældre kvinde skulle afhøres endnu en gang om epsioden.

- Hun har det OK, men er vred over det, der er sket, forklarer Jørgen Poulsen.

Politiet har også omdelt foldere i folks postkasser nær stedet, hvor tricktyveriet fandt sted.

Kontakt politiet

Hvis man har oplysninger i sagen kan politiet som altid kontaktes på 114, eller man kan ringe direkte til politiassistent Jørgen Poulsen på 72 58 27 48.

Undgå trictyveri

Midt- og Vestjyllands Politi har følgende råd til ældre, og i øvrigt også alle andre, som vil undgå tricktyverier:

Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig.

Kig i dørspionen, inden du åbner og åbn kun for dem, du kender.

Lav faste aftaler med din hjemmehjælper, så du ved, på hvilke tidspunkter du forventes at få besøg.

Spørg efter legitimation, hvis du er i tvivl om, hvem der vil i kontakt med dig.

Hvis du er ude i det offentlige rum, så hold afstand til ukendte personer.

Pas på pungen ved indkøb og skjul pinkoden.

Opbevar aldrig koden sammen med kortet. 

Gå aldrig rundt med store værdier.