Du har større risiko for uheld på en elcykel

Danskerne køber flere og flere elcykler, men ifølge politiet er det mere risikabelt end den gammeldags slags.

Elcyklerne gør det nemmere at komme op ad bakkerne.
Elcyklerne gør det nemmere at komme op ad bakkerne.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Flere og flere danskere har kastet sig over elcyklen.

Men selvom elcyklen hjælper cyklisterne med at komme hurtigere frem, så er der også en bagside af medaljen, fortæller leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

- Det er farligere at køre på en elcykel. Netop fordi elcyklen kører hurtigere, og bilisterne ofte har det med at fejlvurdere elcyklens lidt hurtigere hastighed, siger han.

Mens det samlede antal af alvorligt tilskadekomne cyklister de seneste år er faldet en smule, så viser det større salg af elcykler, at flere kommer alvorligt til skade, når de sætter el på cyklen.

I 2012 var der tre alvorligt tilskadekomne elcyklister, mens det tal i 2016 lå på 35.

Flere kommer til skade på elcykler.
Flere kommer til skade på elcykler.

Større efterspørgsel

Indehaveren af cykelforretningen Svens Cykelservice i Viborg, Sven Johansen, oplever også, at der er en større efterspørgsel på elcyklerne. Det betyder, at han er nødt til at vejlede mere.

- Jeg siger ofte til dem, at de sikkerhedsmæssigt skal starte nede i det, der hedder trin to. Den har fem trin. Der kan de blive dus med cyklen, og så tror jeg, at man bliver mere sikker, forklarer han.

 Formanden for Cyklistforbundet i Viborg, Inger Larsen Ørbæk, har valgt elcyklen fra. Hun føler sig ikke tryg ved, at farten bliver sat op.

- Jeg er selv bange for det. Jeg føler mig utryg ved det, for jeg føler ikke, jeg har kontrol over det.

Hun har dog overvejet, om den almindelige tohjulede en dag skal skiftes ud med en elcykel.

- Hvis helbredet det svigter, så kunne jeg sagtens. Jeg vil jo ikke lade være med at cykle, og så kan den hjælpe mig med at fortsætte med at cykle.

Havarikommissionen arbejder lige nu på en rapport, der skal slå fast, hvor meget farligere elcykler er end almindelige cykler.

2:38