Drama i Herning: Blue Fox sendt på sommerferie i sidste sekund
I kampens sidste sekund taber ishockey-drengene fra Herning Blue Fox til Frederikshavn White Hawks.
Det lykkedes ikke Herning Blue Fox at besejre Frederikshavn White Hawks i aftenens 6. kamp i kvartfinale-serien.
Det var ellers herningenserne, der kom bedst fra start og sad på meget af kampen. I starten af 2. periode, efter cirka 23 minutter, kunne hjemmeholdets Lasse S. Lassen bringe Herning foran 1-0.
I starten af 3. periode var Blue Fox igen på pletten. Denne gang var det Steffen Klarskov Nielsen, der sendte pucken i mål til 2-0.
Få øjeblikke senere meldte frederikshavnerne sig ind i kampen. På en assist fra Mathias Bau Hansen scorede Sebastian Thornberg Bergholt til 2-1.
I lang tid så det ud som om, at herningenserne ville trække det længste strå, men et hårdt White Hawks pres gav pote, da Sebastian Bergholt i 3. periode sendte et blødt skud afsted, som snød Herning-målmand Simon Nielsen, og gav mål til stillingen 2-2.
Dermed var spændingen atter intakt i kampen, og med blot et enkelt sekund tilbage scorede frederikshavnernes Jeff Ulmer sit andet mål i kampen til slutresultatet 3-2. Dermed blev Blue Fox sendt på tidlig sommerferie, mens White Hawks kan se frem til semifinalen.
Med aftenens sejr vinder Frederikshavn 4-2 i kampe over Herning Blue Fox.