Drama afblæst - fly landede sikkert

Drama afblæst - fly landede sikkert

Selvmordstruet mand overtalt til at lande stjålet fly i Karup.

En 44-årig mand fra Viborg valgte mandag klokken 11.08 frivilligt at lande et stjålet svævefly i Karup.

Den 44-årige havde stjålet flyet fra Viborg Svæveflyveklub og kredsede i flere timer over det militære område ved Karup - angiveligt for at begå selvmord ved at styrte flyet til jorden.

Radiokontakt med ven

En specialuddannet forhandler fra politiet var i radiokontakt med manden via kontroltårnet i Karup, og til sidst valgte han altså at sætte flyet ned på landingsbanen. Også en af mandens venner deltog i snakken via radioen.

- Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad der er sagt og gjort undervejs. Men der er ingen tvivl om, at det er snakken, som får ham til at ændre mening, siger kommunikationschef Jørgen Hassing fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Hjælp fra kommunen

Umiddelbart efter landingen trådte Viborg Kommune til med hjælp - kommunen talte med manden om hans boligsituation og andre personlige forhold, oplyser politiet.

Manden vil i øvrigt senere blive sigtet for tyveri af svæveflyet.

 

Se TV/Midt-Vests journalist Marie Frank Mittchell fortælle fra Karup om landingen: