Dragerne varmer op til Super Bowl

På Super Bowl-søndag varmede Holstebro Dragons op med en Rookie-dag, hvor nybegyndere kunne komme og prøve kræfter med amerikansk fodbold.

Jano_0.jpg

Ved midnatstid og frem til kl. 04 natten til mandag sidder NFL-fans klistret til skærmen for at følge dette års Super Bowl.

En af dem er Kasper Andersen fra Ørnhøj.

- Vi skal have en masse mad og en masse Budweisere, og så skal vi ellers bare hygge. Det er det, det går ud på, siger han.

Sammen med sin kammerat er han taget til den såkaldte Rookie-day i klubben Holstebro Dragons, hvor klubben i anledningen af Super Bowl-søndag inviterer nybegyndere - rookies - til at komme til prøvetræning.

Større interesse

Hos Holstebro Dragons oplever de en stigende interesse for amerikansk fodbold. Derfor har de nu taget en større satsning:

- Vi kan mærke, at der kommer noget udvikling i det, og vi har stablet nogle ungdomshold på benene, siger Jens Rudbæk, der er formand for Holstebro Dragons, der spiller i den tredje bedste række i landet.

Til at træne ungdomsholdene, men også førsteholdet, har klubben hentet en amerikansk træner, der har hjemme i San Diego, Californien.

- De ville udvikle deres ungdomsafdeling, og det er noget, der står mit hjerte nært, og som jeg nyder til fulde, siger Daniel Ruiz, der har 13 års trænererfaring, og som tilbage i 1991 var tæt på at spille sig på holdet hos barndommens lokale NFL-hold San Diego Chargers.

Han har lavet en otte måneder lang kontrakt med Holstebro Dragons, og det glæder ham at se, at sporten vinder frem uden for USA.

- Det faktum, at sporten vokser, er stort, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at bidrage til det. Det er der ikke nogen, der kan stoppe mig i at gøre, siger den 45-årige Daniel Ruiz.

Klar til Super Bowl

Efter en velendt træning på to en halv time med hård opvarmning, spurter, hårde tacklinger og flere ture i græsset, er Kasper Andersen fra Ørnhøj varmet op til at se Super Bowl i nat. Om han vender tilbage til træning hos Holstebro Dragons vil han ikke afvise:

- Det kan godt ske, jeg kommer tilbage. Nu må vi se, hvordan kroppen har det i morgen, griner han og forsikrer, at han nok skal holde sig vågen til kampen i nat er færdig, så længe han får rigeligt med kaffe og energidrik.

Dette års Super Bowl byder på et opgør mellem New England Patriots og Seattle Seahawks, hvor Seattle har chancen for at genvinde Lombardi-trofæet.

Fakta om Super Bowl

- Dette år er den 49. udgave af Super Bowl, som i år spilles i Arizona.- Super Bowl afholdes altid første søndag i februar.- Sidste år så 120 mio. amerikanere Super Bowl.- 30 sekunders reklame koster 22 mio. kr. under Super Bowl-udsendelsen.- Super Bowl er finalen mellem de to konferencer, AFC og NFC, der udgør NFL.

2:23
Som optakt til Super Bowl forsøgte Holstebro Dragons at kapre nye medlemmer til deres amerikanske fodbold-hold.