Dræbt landmand var politiker

Det var den 61-årige Hans Nikolajsen der blev dræbt fredag, da tre mini-bigballer faldt ned over ham i Lyne ved Tarm.

Hans Nikolajsen omkom fredag aften i en ulykke på sin gård, da han var ved at fodre dyr i stalden. Ved 19-tiden faldt tre mini-bigballer ned over ham. Det var dog først et par timer senere, at en nabo fandt ham, og da var han død.

Stillede op til regionsrådsvalget

Hans Nikolajsen var tidligere medlem af CentrumDemokraterne, og for det parti stillede han også op til regionsrådsvalget i november 2005. Han blev dog ikke valgt ind. De senere år har han desuden været formand for den lokal-historiske forening for Lyne Sogn, og han var også formand for bevaringsforeningen for det gamle el-værk i Lyne.