Dobbelt op på Damgaard i TTH

Fra næste sæson vil der både stå Allan og Michael Damgaard på Team Tvis Holstebros holdkort. Samtidig forlænger en profil sin kontrakt med klubben.

Team Tvis Holstebro 3.jpg

25-årige Allan Damgaard skifter Viborg HK ud med Team Tvis Holstebro fra næste sæson.

Et skifte han ser frem til.

 - Det er en klub, jeg altid har set op til. Den er en del af toppen, og specielt inden for de sidste par år, er det gået frem. Og med den nye hal har de fået en af Danmarks fedeste hjemmebaner. Derudover glæder jeg mig til at træne under Klavs Bruun, siger Allan Damgaard i en pressemeddelelse.

Lillebror er ikke konkurrent

Playmakeren har tidligere spillet fire år i Mors-Thy. For første gang skal han nu spille sammen med sin lillebror Michael Damgaard.

- Med de roller, der er stillet i udsigt, tror jeg, det bliver en fed oplevelse, som vi begge to kan få glæde af. Vi er to vidt forskellige spilletyper, så derfor kan jeg godt se os spille sammen. Vi vil ikke stå som direkte konkurrenter, og havde det være tilfældet, var jeg aldrig skiftet. Vi glæder os helt vildt meget, fortæller Allan Damgaard.

Mangler playmaker

Klavs Bruun Jørgesen sætter sig i trænersædet fra næste sæson. Han ser Allan Damgaards skifte som en klar forstærkning.

 - Vi ville komme til at mangle en decideret playmaker, og der ser vi Allan som et rigtig godt bud på ham, der skal dække den plads. Han er en meget eksplosiv spiller, som skyder glimrende og er god til at sætte sine medspillere i scene, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Topscorer forlænger

Stregspilleren Mette Gravholt forlænger desuden sin kontrakt med Team Tvis Holstebro med to sæsoner.

Det vækker glæde i trænerstaben.

- Mette er rigtig vigtig for os. Hun har en kæmpe rolle i begge ender af banen. Taktisk er hun måske en af de klogeste angrebsstregspillere i Danmark, og hun er scoringssikker, siger cheftræner Niels Agesen.