DIF: Ja tak til helhedsskole

DIF: Ja tak til helhedsskole

Formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard fra Skive, ser positivt på regeringens forslag om en helhedsskole.

DIF's bestyrelse er positiv over for regeringens forslag om en helhedsskole og har gennem flere år arbejdet målrettet for at få mere fysisk aktivitet ind i folkeskolen.

- De mulige gevinster ved en mere fysisk aktiv hverdag for børnene slår klart de udfordringer for foreningsidrætten, der kan ligge i en folkeskolereform. Men jeg vil samtidig gerne understrege, at reformen ikke bør munde ud i én central model for idrætsforeningernes rolle i aktivitetstiden. Der skal tænkes i lokale og fleksible løsninger, sagde Niels Nygaard i sin beretning på Danmarks Idrætsforbunds årsmøde lørdag.

Aktive børn lærer bedre

DIF-formanden nævnte to hovedårsager til, at mere fysisk aktivitet i skolen vil være et plus:

- For det første lærer børn bedre, hvis de er fysisk aktive i løbet af dagen. For det andet er der en gruppe af børn, som vi i dag ikke når via idrætsforeningerne. Hvis de ikke oplever glæden ved at bruge deres krop i skolen, så vil en stor del af dem formentlig aldrig gøre det. Bedre idrætsundervisning og en mere fysisk aktiv skoledag vil give dem et positivt skub. Meget gerne i retning af en idrætsforening. Og hvis ikke, så giver det under alle omstændigheder en samfundsmæssig gevinst at få flere børn til at røre sig mere.

Partierne i forligskredsen bag folkeskolereformen mødes mandag den 6. maj.