TV MIDTVEST

Morsø-borgmesteren Hans Ejner Bertelsen kunne ikke holde tårerne tilbage, da han takkede sine støtter for deres opbakning. Han er klar til fire år mere som borgmester. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Det store overblik: Sådan er borgmesterposterne fordelt

Flere steder i landsdelen har borgerne fået nye borgmestre og nye partier i front. Her kan du danne dig et overblik.

Har din kommune fået ny borgmester? Vi har opsummeret resultatet af de mange konstitueringsforhandlinger herunder:

 

Ringkøbing-Skjern: Alt er åbent, intet afgjort

Der er stadig intet nyt under solen, når det gælder fordelingen af de betydningsfulde poster i Ringkøbing-Skjern Kommunes byråd. Som eneste kommune i landsdelen er situationen uafklaret.

Både Venstres Hans Østergaard og Kristendemokraternes Kristian Andersen holder stædigt fast i, at de er bedste bud på kommunens fremtidige borgmester.

Derfor fortsætter forhandlingerne om borgmesterposten i dag.

Kristian Andersen blev aftenens største stemmesluger med 3.617 personlige stemmer mod Hans Østergaards 1.881. Og derfor var smilet stort hos førstnævnte – også selvom det endnu ikke er klart, hvem der fremover skal bære borgmesterkæden.

 

 

Skive: Stort drama, men genvalg til Kirkegaard

I Skive fortsatte konstitueringsforhandlingerne den halve nat.

Bent Dyrberg fra Radikale Venstre havde på forhånd ikke meldt ud, hvilken borgmesterkandidat han ville støtte. Derfor var der hård kamp mellem Venstres Peder Christian Kirkegaard og Socialdemokratiets Peder Christensen om at vinde Bent Dyrbergs sympati.

Og her blev det altså den siddende borgmester, Peder Christian Kirkegaard, der endte med at løbe med sejren.

Alligevel var det Bent Dyrberg, der løb med den største opmærksomhed. Skive-Listen og SF var nemlig ikke sene til at fortælle ham, at de følte sig efterladt uden noget at skulle have sagt.

Det blev til et sært optrin blandt medier og gæster, der var dukket op for at følge afgørelsen. TV MIDTVEST’s livehold fulgte med, mens Bent Dyrberg fik læst og påskrevet af byrådskollegaerne:

00:34 Luk video

 

Morsø: Grådkvalt borgmester fortsætter på posten

Venstres Hans Ejner Bertelsen havde svært ved at holde tårerne tilbage, da det stod klart, at han og partiet fik et særdeles godt valg.

Borgmesteren og byrådskollegaerne går markant frem. På valgaftenen gik Venstre fra 8 til 12 mandater, og partiet har dermed absolut flertal med over halvdelen af kommunens 21 mandater.

- Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har drømt om at komme herind igen, som dengang for fire år siden. Nu kniber det..., sagde borgmesteren, da han kunne gøre status ved Venstres valgfest.

Han måtte flere gange fjerne en tåre fra øjenkrogen, og den stolte borgmesterfrue kæmpede også med et par tårer:

08:12 Luk video

 

Holstebro: HC fortsætter som styrmand

Der var ikke megen tvivl. Borgmesteren i Holstebro Kommune vil også de næste fire år være socialdemokrat og hedde HC Østerby

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad. Vi gik 6.000 stemmer frem sidste gang. Det holder vi næsten. Vi mister et mandat, lød det i går aftes fra en tilfreds borgmester.

Venstres spidskandidat var dog knapt så glad. Se begges reaktion her:

02:54 Luk video

 

Struer: Ny borgmester på plads

Struer Kommune er kendt for at være en svingkommune, hvor der ofte er udskiftning på borgmesterkontoret. Og gårsdagens valg var ingen undtagelse.

Den nye borgmester bliver socialdemokratiske Niels Viggo Lynghøj, der har sikret sig en aftale med SF og Radikale Venstre.

- Jeg er jo i den specielle situation, at jeg har jo været på borgmesterkontoret af nogle omgange. Så jeg har prøvet det før, så jeg er fortrøstningsfuld og klar til at opgaven på mig nu her fra den 1. januar 2018.

Sådan sagde den nye borgmester i går. TV MIDTVEST’s livehold i Struer var med, da byrådets nye holdopstilling blev præsenteret:

07:29

Video: TV MIDTVEST

Luk video

 

Thisted: Sand valggyser endte overraskende

Vælgerne straffede Venstre oven på den seneste periodes interne ballade. Derfor endte det det med, at Thisted Kommune fik en socialdemokratisk borgmester i form af Ulla Vestergaard. Landsdelens nordligste kommune er dermed stadig den eneste, der har en kvinde ved roret.

Afgørelsen trak ud, og klokken blev over 05, før TV MIDTVEST’s tålmodige livehold endelig fik overleveret beskeden:

De mange timers forhandlinger endte med en konstituering mellem Venstre og Socialdemokraterne. Niels Jørgen Pedersen fra Venstre, der ellers har haft et rigtig godt øje til borgmesterposten, endte med at blive viceborgmester.

Nattetimer var blevet til morgentimer, og minerne var da også en smule anstrengte hos såvel borgmesteren som viceborgmesteren:

 

 

Herning: 4 år mere til Krarup

Der var næppe nogen, der tvivlede på, at Venstreborgmesteren Lars Krarup kunne miste sin borgmesterpost ved tirsdagens kommunalvalg. Og det blev da også den sejr, som Venstre havde håbet på.

Partiet fastholder sit absolutte flertal i kommunen med hele 55,6 procent af borgernes stemmer.

- Jeg er meget, meget taknemmelig overfor alle de mennesker, som har valgt at sætte sit kryds ved mig, sagde Lars Krarup tirsdag aften til TV MIDTVEST.

19 mandater har Venstre i Herning Kommunes byråd. Men samarbejdsklimaet er alfa omega, fastslog borgmesteren efter valgsejren:​

01:56

Lars Krarup er stolt over Venstres resultat i Herning Kommune.

Luk video

 

Ikast-Brande: Kissmeyers efterløser fundet

Da Ikast-Brande Kommunes Venstre-borgmester, Carsten Kissmeyer, forud for valget havde valgt at skiftet kommunalpolitik ud med den regionale af slagsen, skulle Ikast-Borgerne i går vælge en ny borgmester.

Og mens navnet er nyt, så er partifarven den samme. Det bliver nemlig Venstres spidskandidat, Ib Boye Lauritsen, der overtager posten.

Samtidig var der stor tilbagegang for Fælleslisten, der tidligere har været en magtfaktor i kommunen. Partiet mistede tre mandater i Ikast-Brande Kommunens byråd.

Det var derfor en yderst tilfreds Venstremand, der mødte TV MIDTVEST’s livehold, da valgresultatet var blevet offentliggjort:

- Resultatet var utroligt tæt på det, vi havde gættet på, lød den fattede melding:

01:27 Luk video

 

Silkeborg: Røde partier sikrede blå borgmester

Det tog lang tid at få forhandlingerne på plads, men Silkeborg Kommunens V-borgmester fik sent tirsdag aften fire går mere i borgmesterstolen.

Det faldt på plads efter en opsigtsvækkende aftale med Radikale Venstre og Alternativet:

- Der var to, som var tungen på vægtskålen, og de har haft mange møder med den røde blok og mange møder med mig. Til sidst så valgte de at komme og sige til mig, at de tror på, at jeg er den der er bedst til at føre den her kommune videre, sagde Steen Vindum til TV MIDTVEST.

Aftalen er dog ikke færdig endnu, fortalte borgmesteren:

01:30 Luk video

 

Viborg: Wilbek nuppede borgmesterposten

Det blev den tidligere håndboldslandstræner, Ulrik Wilbek, der løb med sejren i Viborg Kommune.

Det blev ellers til en mandatfremgang til den siddende borgmester og De Konservative, der nu har syv mandater i byrådssalen. Alligevel blev det Wilbek, der løb med borgmesterposten.

Det kunne Venstremanden afsløre i nat:

- Det, der på nuværende tidspunkt er sikkert omkring posterne, er, at jeg bliver borgmester, og Per Møller bliver 1. viceborgmester, og så offentliggør vi i morgen en ny udvalgsstruktur, som er lidt anderledes end den, der er i dag, sagde han til TV2.

Det blev sent, førend Ulrik Wilbek kunne offentliggøre, at han er ny borgmester i Viborg. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

 

Vesthimmerland: Knud Kristensens afløser fundet

Det ville have været årtiets overraskelse, hvis konservative Knud Kristensen havde fået fire år mere på borgmesterkontoret i Vesthimmerland Kommune. Ingen af de resterende partier ville nemlig pege på ham som den kommende borgmester.

Mange havde på forhånd meldt ud, at de var interesserede i at overtage borgmesterposten. Men det endte med at blive Venstres Per Bach Laursen, der løb med hvervet.

TV MIDTVEST’s livehold var med, da en stolt nyklækket borgmester kunne præsentere det nye byråd:

05:26

Per Bach Laursen præsenterer det nye byråd

Luk video

 

Favrskov: Nils Borring fortsætter

Det blev ikke til nogen overraskelse i Favrskov Kommune. Borgmesteren hedder de næste fire år stadig Nils Borring, og dermed er ledelsen af kommunen stadig på socialdemokratiske hænder.

Faktisk er der ikke sket de store ændringer i kommunen. Dansk Folkeparti mister et mandat, som bliver overtaget af Det Konservative Folkeparti.

Men borgmesteren og socialdemokraterne bevarer deres ni mandater og har med hjælp fra SF og Enhedslisten stadig smalt flertal i byrådet.

Derfor var det også en glad Nils Borring, der gjorde status oven på valgresultaterne:

01:44 Luk video

 

Lemvig: Flyvholm stadig flyvende

At Lemvig Kommunens borgmester også fremover skal hedde Erik Flyvholm var der aldrig rigtig tvivl om. 12 af byrådssalens 21 stole skal også i fremtiden besættes af Venstrefolk.

Dermed har borgmesteren stadig absolut flertal i kommunen.

Erik Flyvholm mistede ellers flere end 700 personlige stemmer i går. Ved valget i Lemvig fik borgmesteren 1.903 personlige stemmer mod 2.634 ved seneste valg.

Alligevel var smilet – som det tydeligt fremgår – særdeles stort hos borgmesteren: