Desperate boligejere: Vejbump smadrer vores huse

Tallerknerne i skabene rasler, når bilerne kører forbi. Men det er langt fra det værste, hvis du spørger beboerne ved et vejbump i Bækmarksbro.

Her ses et af de syv vejbump, der giver gener for beboerne i Bækmarksbro. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Tallerknerne rasler, og glassene klirrer i husene i Bækmærksbro. Det gør de hver eneste gang, at en lastbil eller et andet tung køretøj bumper ned på hovedgaden i Bækmarksbro, efter at have passeret et af de syv vejbump. 

- Vi havde fem-års-gennemgang af vores nye hus, og der er så kommet syv store sætningsrevner. Det er ret sandsynligt, at det er på grund af vejbumpene, siger Anne Kristensen, der bor i Bækmarksbro. 

Efter at have kæmpet med for høj fart i byen, skulle de nye fartbump ellers være til stor gavn for beboerne. Men de har dog vist sig at være det stikmodsatte.

- Vi mærker rystelser, og vi hører støjen fra landsbrugsmaskiner og lastbiler, når de lander efter at have kørt over de hævede flader, siger Bodil Roloff, der også bor tæt på et af bumpene. 

Beboere står sammen

Derfor står beboerne, der bor ved de syv vejbump, nu sammen.

- Alle beboerne ved vejbumpene har skrevet under på, at de er generet af det, siger Anni Kristensen.

Jørgen Nørby fra Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune kan godt forstå beboernes utilfredshed.

- Det har sådan set bragt farten ned, men det har så skabt et nyt problem. Det arbejder vi på at løse, men indtil videre har vi ikke fundet den rigtige løsning endnu, siger han.

Støjmur sat op

Mens der fra kommunens side arbejdes på at finde den rigtige løsning, så har en beboer allerede taget sagen i egen hånd. En af byens beboere har bygget sin egen støjmur i haven.

Alligevel ser de i Bækmarksbro dog frem til en mere permanent løsning, der kan løse problemet for alle beboerne. For de ved at være godt trætte af problemet.

- Det er rigeligt længe at gå med de her gener, siger Bodil Roloff.