Design-studerende tildelt store pengelegater

I alt tre virksomheder stiftet af dimittender fra VIA Design i Herning har hver modtaget 50.000 kroner af Den Danske Eksportskoles Fond.

via_herning.jpg

Talentet hos eleverne på VIA Design i Herning fejler ingenting.

Det blev understreget, da Den Danske Eksportskoles Fond uddelte legater til nytænkende virksomheder med gode forretnings- og fremtidsperspektiver, der i fremtiden kan bidrage positivt til dansk eksport.

Således blev intet mindre end seks tidligere design-studerende, der i alt har stiftet tre virksomheder, belønnet med flotte pengebeløb. Hver virksomhed modtog 50.000 kroner, fordi de har formået at realisere et nytænkende produkt eller koncept.

En af de vindende virksomheder hedder Vincent. Den er stiftet af Julie Bie og Matias Milton Vase, der begge dimitterede tilbage i 2014. De har siden da arbejdet på virksomheden, der udsprang af deres bachelorprojekt.

- Vincent er et livsstilskoncept. Vi vil sælge en masse forskellige produkter såsom plakater, nøgleringe og øreringe, der alle er fremstillet i Danmark af god kvalitet, siger Matias Milton Vase.

Store muligheder for fremtiden

Produkterne skal sælges på deres nye webshop, som de håber på at få op at køre til februar. De 50.000 kroner kommer til at få stor betydning for fremtidsmulighederne for Vincent, der også har en ambition om at lave en kollektion af ure.

- Det er mega fedt, for pengene gør, at vi kan rykke produktionen af urene et år frem. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke vil låne penge i banken, så nu kommer det hele til at gå meget hurtigere, siger Matias Milton Vase.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor det netop er dem, der har vundet legatet.

- Julie og jeg har det med at gå op i detaljer og gøre tingene ordentlig. Vi har brugt lang tid på at sammensætte præsentationen og vores brand, og så har vi en baggrund, der gør det nemmere for os, slutter Matias Milton Vase.

De to andre vindende virksomheder er henholdsvis Agurk, der er stiftet af Camilla Kuus og Vibeke Nygaard, samt Studio FEM, der er stiftet af Anders Engholm og Sara Cramer.