Debut til Staal i aften

Efter 16 år i udlandet gør ishockeyspilleren Kim Staal i aften comeback, når Herning Blue Fox møder Frederikshavn White Hawks.

Sidst Kim Staal spillede i Danmark var i 1993/94 i kvalifikationen til den daværende Superisliga. Han var netop fyldt 16, spillede for Herlev og var kun med til at vinde én af ti kvalkampe.

Nu er han blevet ældre og har skiftet Herlev ud med Herning.

Herning Blue Fox var ikke Kim Staals første prioritet. Det var hans plan at fortsætte i udlandet, men efter nogle telefoniske samtaler med cheftræner Todd Bjorkstrand i efteråret valgte han Blue Fox.

Staals entré på heden har skabt stor interesse, og i Blue Fox kalder man det for det mest spektakulære indkøb, siden den finske NHL-stjerne fra Vancouver Canucks, Petri Skriko, kom til i 1993.

Kim Staal debuterer som venstre wing i kæde med to af fremtidens navne, centeren Patrick Bjorkstrand og Thomas Spelling, som begge er varme NHL-draftemner.