Dansk Erhverv: Dansk turisme vinder stort på ishockey-VM

Dansk Erhverv jubler over ishockey-VM og kalder det for det mest succesfulde event i Danmark.

Især de finske fans har været mødt talstærkt op i Herning. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Selvom ishockey-VM ikke er slut endnu, så er Dansk Erhverv begyndt at gøre status over verdensmesterskabet. Og det er med den danske turisme som den helt store vinder.

- Jeg tør sagtens at sige, at det her er det meste succesfulde event i Danmark målt på hele pakken. Det er kombineret med branding og kroner i kassen, siger chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen. 

Mere end 350.000 billetter er solgt til ishockeykampene i henholdsvis Herning og København, og det har især hotellerne nydt godt af.

- Der er solgt rigtig mange hotelværelser, og så er de solgt til en god pris. Ikke kun i Herning, men også i området omkring. Det har klart over forventningerne, og det svarer til at ramme lige i midten med dartpilen, siger han.

Finske fans og flere fadøl

Over halvdelen af billetterne til kampene er solgt i udlandet, og især i Sverige og Finland er der solgt mange billetter. Men hvor svenskerne i højere grad har taget turen frem og tilbage til København og sparet overnatninger, så er de finske fans blevet i eller omkring Herning.

- Finnerne har skæppet godt i kassen, fordi de er blevet og har været i byerne, siger Lars Ramme Nielsen.

Og så har det godt vejr også betydet ekstra omsætning.

- Det har været et drømmematch. Vejret har måske ikke betydet, at der er kommet flere fans til Danmark. Men det er altid sådan, at der er en sammenhæng mellem større forbrug og godt vejr. Det er en maskulin sport, hvor gæsterne er drevet af fankultur, som inkluderer at drikke fadøl. Og dem bliver der solgt flere af i godt vejr, siger han. 

Finalen ved ishockey-VM spilles søndag aften mellem Sverige og Schweiz, og i starten af juni har Dansk Erhverv en endelig opgørelse over, hvor succesfuldt eventet har været.