Danmarks største naturfagskonkurrence i Ikast

Skoleelever fra 5.-og 6.klasse i Ikast-Brande Kommune var i dag samlet på Hyldgårdsskolen til Danmarks største naturfagskonkurrence.

Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

På Hyldgårdsskolen i Ikast var sportshallen i dag fuld af 5-6.klasseselever fra omkring 25 skoler i kommunen.

Her var de samlet for at dyste i samarbejde, kreativitet og naturfaglig viden i den landsdækkende konkurrence, Naturfagsmaraton.

 

- Alle skolerne har fået sendt nogle opgaver på forhånd, som de skulle løse. Så klasserne har arbejdet hjemmefra med at løse opgaver, hvor der har været forskellige krav. De har f.eks. lavet en opfindelse, der skulle kunne løfte noget fra jorden, Siger Maria Damsgaard Mikkelsen, der er konsulent for Naturfagsmaraton.

 

 

To af de elever, der har været i gang med de naturvidenskabelige eksperimeter er vennerne, Christian Svendsen og Nik Knudsen fra 6. klasse.

- Vi har haft det rigtig sjovt med vores venner. Vi havde en opgave, hvor vi skulle få en flyver til at flyve langt. Det var en fed oplevelse at komme ud og møde så mange nye mennesker, siger Nik Knudsen, der går i 6.klasse.

 

Eleverne på de forskellige skoler er blevet stillet 8-11 udfordringer (halv- eller helmaraton) inden for naturfag og teknologi. Udfordringerne, som der ikke er ét rigtigt svar på, men som eleverne skal løse ved at være undersøgende og eksperimenterende.

- Vi har lært, hvad flyveren skal veje og hvordan den kan flyve hurtigere, lyder det fra Christian Svendsen, mens kammeraten bakker om deres nye videnskabelige opdagelser.

 

Innovation og opfindsomhed

Formålet med Naturfagsmaraton er at udvikle elevers opfindsomhed og innovationskompetencer samt øge deres interesse for og glæde ved naturvidenskab og teknologi, understreger arrangørerne bag eventen.

Derudover er Naturfagsmaratonen med til at give natur- og teknologilærere inspiration til at arbejde med innovative opgaver i undervisningen.

 

- De har løst opgaverne på alle mulige forskellige måder og kommer så her i dag og dyster og ser, hvem der har fået de bedste idéer og kan løse opgaverne bedst, siger Maria Damsgaard Mikkelsen.

 

I alt 41 kommuner fra hele landet deltager i konkurrencen.

-I dag finder vi vinderen for den her kommune, og så bliver konkurrencen afholdt over hele landet, så vi er et nyt sted hver dag og finder vindere over alt, siger Maria Damsgaard Mikkelsen

 

20.000 børn har været igennem Naturfagsmaratonen, når der det sidste arrangement løber af stablen sidst i foråret.