Danielsen: Vi bifalder naturligvis ikke nogen form for selvtægt

Uanset hvor frustreret man er, skal man ikke lave selvtægt, siger Venstre-politiker.

Thomas Danielsen er medlem af folketingets miljøudvalg og Venstres jagtpolitiske ordfører.
Thomas Danielsen er medlem af folketingets miljøudvalg og Venstres jagtpolitiske ordfører.

Venstres folketingsmedlem Thomas Danielsen har flere gange argumenteret for, at det skal være muligt at skyde såkaldte problemulve - men han tager kraftigt afstand fra selvtægt og kalder det stærkt beklageligt, at en ung hunulv mandag blev dræbt af skud cirka 13 kilometer øst for Ulfborg.

- Man skal naturligvis ikke begå selvtægt, uanset hvor frustreret man. Vi skal politisk lave den lovgivning, der skal danne rammen om, hvordan vi forvalter vildtet i Danmark, og det skal man naturligvis acceptere, siger han.

Danielsen, der er medlem af Folketingets miljøudvalg og Venstres jagtpolitiske ordfører,  udtrykker samtidig håb om, at sagen ikke vil gøre det vanskeligere at diskutere en regulering af ulvene.

- I Venstre ønsker vi, at vi skal kunne regulere ulven, og vi gør. hvad vi kan for at gøre det muligt via EUs lovgivning. Men vi bifalder naturligvis ikke nogen form for selvtægt. Det er virkelig trist, at der tilsyneladende er en eller anden person, der har skudt en ulv, men det ændrer ikke på, at vi har et problem med ulven i Danmark, og det skal vi finde en fornuftig balance på.

Ulven er fredet i EU, og politiet har sigtet en 66-årig mand for at skyde den vestjyske ulv. Han nægter sig skyldig.

Esben Lunde: Aldrig i orden

Det har ikke været muligt at få et interview med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), men i en skriftlig kommentar til TV MIDTVEST skriver han, at det aldrig er i orden at ty til selvtægt.

Samtidig mener han, at der brug for mere fleksibilitet i den måde, reglerne bliver administreret på, og han regner med at have nyt i den forbindelse i løbet af 14 dage.