Dan Jensen scorede mod Canada for 15 år siden: - Kunne ikke mærke mine ben

Dan Jensen var ved at besvime, da han scorede for Danmark mod fødelandet Canada ved VM for 15 år siden. Følelserne overvældede ham.

Dan Jensen er født og opvokset i Canada, og derfor var hans mål mod netop Canada et helt særligt et af slagsen ved Danmarks første A-VM nogensinde tilbage i 2003. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- Pucken landede lige foran mig, og så skød jeg bare alt, hvad jeg overhovedet kunne.

Herning Blue Fox-legenden og den tidligere danske ishockeylandsholdsspiller Dan Jensen husker hvert sekund af Danmarks kamp mod Canada ved A-VM i Finland i 2003. Danmarks allerførste A-VM nogensinde vel at mærke. Og så mod mægtige Canada, hvor Dan Jensen er født og opvokset.

Konkurrence: Vind Dan Jensens legendariske landsholdstrøje

I forbindelse med VM udlover TV MIDTVEST den legendariske landsholdstrøje, Dan Jensen scorede mod Canada i tilbage i 2003. Konkurrencen kan du deltage i på vores Facebookside.

Det er vel næsten overflødigt at nævne, at pucken, som Dan Jensen hamrede mod mål på den maj-aften for 15 år siden, gik ind?

Han udlignede til 1-1 mod overmagten. Og sit fødeland.

- Det gik så stærkt. Jeg følte, jeg ramte den godt, men jeg kunne ikke se pucken hele vejen til mål. Jeg kunne bare se, hvordan de andre reagerede, og så gik jeg bare amok. Det var ren ekstase.

De danske spillere i et rendyrket jubelbrøl efter Dan Jensens scoring til 1-1 mod Canada ved VM i 2003. Foto: Niels Meilvang / Ritzau Scanpix

- Da det gik op for mig, at den rent faktisk gik i mål, kunne jeg næsten ikke mærke mine ben. Så episk var situationen for mig personligt. Alle hoppede rundt. Jeg fik næsten et blackout. Jeg tror bare, det var en stor blanding af følelser, der ramte mig. Det er virkelig svært at forklare det. Det var meget emotionelt, lyder det fra Dan Jensen, da han genoplever situationen gennem de minder, der har frosset sig fast på nethinden.

Dansker med Canada i hjertet

Dan Jensen kan ikke skjule sine rødder. Med canadisk-dansk accent byder han TV MIDTVEST velkommen hjemme på sin adresse i Tjørring på dagen, hvor Danmark igen skal møde Canada ved VM. Denne gang i Herning.

Han er født i Richmond Hill tæt på Toronto i Canada, hvor han har boet en stor del af sit liv, selvom hans mor er tysk og hans far dansk. En opvækst, der med hans egne ord ’gjorde ham canadisk’. Siden 1989 har han dog boet i Danmark.

- Canada betyder rigtig meget for mig. Jeg har to brødre, som stadig bor i Canada, men jeg føler mig dansk, selvom hjertet også er i Canada. Hver gang Canada har spillet, tjekker jeg med det samme, hvordan det er gået. Og hvis Danmark ryger ud af VM, så er det helt sikkert Canada, jeg følger og holder med, forklarer Dan Jensen.

Dan Jensen (tv.) er på vej på isen for Danmark ved A-VM for 15 år siden. Foto: Niels Meilvang / Ritzau Scanpix

- Vi frygtede, vi blev kørt over

Netop på grund af de canadiske rødder var det danske møde med Canada i 2003 et skræmmende et af slagsen, husker Dan Jensen.

- Jeg har aldrig været så nervøs før en kamp nogensinde. Det er måske min største kamp nogensinde. Jeg var virkelig opsat på at gøre mit bedste. Det var første gang, mine forældre kom for at se mig spille i over 10 år. Det er svært at forklare det. Jeg har aldrig haft så mange følelser blandet ind i en kamp. Alt var på spil for mig.

- Jeg var enormt spændt og på samme tid frygtede jeg, vi blev kørt over. Canada havde spillere, som vi var vant til at se i NHL (verdens stærkeste ishockeyliga, red.) i fjernsynet. De havde et kanongodt hold, siger Dan Jensen.

Dan Jensen var meget nervøs inden kampen mod Canada. Foto: Niels Meilvang / Ritzau Scanpix

- De vidste ikke engang, vi spillede ishockey i Danmark

Danmark kæmpede sig til et sensationelt 2-2-resultat. Helt uhørt for canadierne, der ikke regnede Danmark for meget i turneringen. En turnering, Canada sidenhen gik stort set ubesejret igennem og vandt.

Danmark var faktisk den eneste nation, der tog point fra de dengang kommende verdensmestre.

- I Canada vidste de ikke engang, at vi spillede ishockey i Danmark. De vidste ingenting om os. Vi var kæmpestore underdogs. Det var sindssygt, at vi spillede uafgjort mod dem.

- Jeg kan stadig huske stemningen og jublen i omklædningsrummet efter kampen. Alle var så glade, og jeg fik en ekstra krammer af hele staben. Det var en speciel dag, og jeg kommer aldrig nogensinde til at glemme det.

Dan Jensen

  • 49 år – født i Richmond Hill, Canada, den 16. januar 1969
  • Bor i Tjørring med sin hustru Majbritt. Sammen har de sønnerne Nicklas Jensen, der spiller på ishockeylandsholdet, og Markus Jensen, der spiller i Herning Blue Fox
  • Han er i dag talentchef i Herning Ishockey Klub
Karriere
  • Peterborough Petes (OHL) i Canada 1986-1989
  • AaB 1989-1990
  • Herning IK/Blue Fox 1990-2005
Meritter
  • Optaget i dansk ishockeys Hall of Fame
  • 9x dansk mester (1991, 1992, 1994, 1995, 1997, 1998, 2001, 2003 og 2005)
  • 4x dansk pokalmester (1991, 1994, 1996 og 1998)
  • 579 kampe for Herning IK/Blue Fox

Far og søn har begge scoret mod Canada

Hjemme hos Dan Jensen fylder ishockeyen stadig alt. ’Næsten for meget’, lyder vurderingen, når han selv sætter ordene på. Han er ’skør’ med ishockey, som han siger. Og han bliver aldrig træt af at se og tale om hockey.

En skørhed, der er smittet af på sønnerne. Ikke mindst 25-årige Nicklas Jensen, der er med det danske landshold til VM i Herning.

Faktisk har både far og søn scoret mod Canada. Nicklas Jensens bidrag til den dansk-canadiske familiehistorie satte han i scrapbogen i 2014.

- De tabte desværre kampen stort, så Nicklas er ikke helt så glad for sin scoring, som jeg er for min. Jeg tror, jeg er mere glad for hans mål mod Canada, end han selv er. Det er fedt, at vi begge har scoret mod Canada, lyder det fra den stolte far, som tror på dansk sejr i mandagens møde mod ishockey-stormagten.

- Jeg tror, den ender 3-2 til Danmark. Det vil jeg håbe på. Hvis det sker, så vil det være et bedre mindre for mig, end da jeg selv var med til at spille 2-2, fordi det er her på hjemmebanen i Herning, lyder det fra Dan Jensen.

Danmark spiller mod Canada mandag aften klokken 20.15 i Boxen.

Der meldes om udsolgt i Boxen til Danmarks kamp mod Canada mandag aften. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix