Dalgaard: Tre sikre point

Med et glimt i øjet lover Superligaens topscorer en sejr, når Viborg FF i morgen tager imod FC København.

19ViborgFFTHOMASDALGAARD.jpg

Viborg FF har hentet seks point de sidste to kampe, og indtager femtepladsen i Superligaen. Det var der ikke mange, der havde regnet med, inden sæsonen gik igang.

- Jeg kigger ikke særligt meget på tabellen, men jeg vil gerne have, at i den her periode hvor vi har spillemæssig og resultatmæssig momentum, at vi bliver ved med at tage nogle point, siger cheftræner Ove Christensen.

Selvtilliden i orden

Modstanderen fra FC København har til gengæld stadig ikke vundet denne sæson, og Viborgs farligste våben Thomas Dalgaard har med sine syv scoringer lavet et mål mere, end hele FC København-truppen tilsammen.

- Jeg går selvfølgelig ind med en tro på, at jeg kan gøre en forskel, og en tro på at jeg kan score mål. Det er den selvtillid der følger med, siger Thomas Dalgaard.

- Og når nummer fem møder nummer elleve, må man nødvendigvis være storfavorit?

- Ja, det må vi være. Det er tre sikre point, griner Superligatopscoren.

En ny aftale gør det muligt for TV MIDTVEST at vise billeder fra Superligaen. Derfor viser vi i morgen højdepunkter fra både Viborg FF mod FC København, og FC Midtjyllands udebanekamp mod Esbjerg.