Dahlgaard bebuder farvel til politik

Stemmesluger på Mors vil nu koncentrere sig om sin civile karriere.

Morsø Kommunes første viceborgmester, Michael Dahlgaard, forlader politik efter næste kommunalvalg.

44-årige Dahlgaard siger til Morsø Folkeblad, at han har truffet beslutningen for at få tid til sin civile karriere.

- Jeg har fået en fantastisk udfordring som skoleleder for M. C. Holms Skole. Men det er samtidig en meget tidskrævende opgave, og hvis jeg skal kunne blive ved at se mig selv i spejlet, er det et valg, jeg er nødt til at træffe, siger han til avisen.

Viceborgmesteren har allerede overladt sin plads i økonomiudvalget og posten som gruppeformand i Demokratisk Balance til Ellen Philipsen Dahl.

Michael Dahlgaard har tidligere været medlem af SF og Socialdemokraterne, men stiftede i foråret 2013 et nyt parti, Demokratisk Balance. Ved det efterfølgende kommunalvalg fik han over 1800 personlige stemmer og valgte at bruge sin indflydelse til at lave en konstituering med de borgerlige partier i byrådet.

Demokratisk Balance fik 20,1 procent af stemmerne på Mors.