Christian fra Skive får Michelin-stjerne

Blot halvandet år efter at have åbnet Restaurant Domestic i Aarhus, får 26-årige Christian Neve fra Skive en Michelin-stjerne.

Christian Neve står med den nye Michelin-pris, som Restaurant Domestic har fået. Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

04:21

TV MIDTVEST var på besøg på Restaurant Domestic, da Christian Neve serverede mad og viste sin Michelin-pris frem for sine forældre.

1 af 2

Skibonitten Christian Neve glemmer aldrig den 22. februar 2017. Det vil nemlig altid stå som dagen, hvor han fik den ultimative hæder, en restaurantejer kan få: En Michelin-stjerne.

Til den årlige uddeling af Michelin-stjerner i Stockholm fik Christian Neves Restaurant Domestic en af de eftertragtede stjerner.

Gourmet-restauranten ligger i Mejlgade i hjertet af Aarhus, og det er kun halvandet år siden, han sammen med de tre andre medejere åbnede den prisvindende restaurant.

- Det er helt vildt og meget uvirkeligt! Hvis ikke jeg havde fået så mange opkald i løbet af dagen fra alle mulige folk, der mindede mig om, at vi havde fået en stjerne, ville det nok stadigvæk føles som en god drøm, siger Christian Neve til TV MIDTVEST.

En karriere med fart på

Det er gået stærkt for26-årige Christian Neve, der for blot få år siden med stor succes blev udlært tjener. Tilbage i 2012 og 2013 vandt han både Danmarksmesterskaberne og de nordiske mesterskaber som den bedste tjenerelev. Dengang var han var i lære på Sallingsund Færgekro.   

Efter at have færdiggjort tjeneruddannelsen, flyttede han til Aarhus, hvor han fik arbejde som tjener i Nordisk Spisehus. Et år efter rejste til Australien, hvor han i seks måneder arbejdede på en danskejet vingård, før han igen vendt tilbage til Aarhus og Nordisk Spisehus i en ny stilling som souschef.

I oktober 2015 startede han sammen med Ditte Susgaard, Christoffer Norton og Morten Frølich Rastad så Restaurant Domestic i Mejlgade. Sammen havde de i alt 32 års erfaring fra gourmet-branchen, og det skulle vise sig at bære frugt. Blot halvandet år senere er de nu en Michelin-stjerne rigere.

- Det er virkelig fedt. Det betyder helt sikkert rigtig meget, og det giver rigtig mange muligheder fremadrettet. Vi får endnu mere at lave, vi får mere råderum som ny restaurant, og så viser det bare, at vores koncept holder, siger Christian Neve glad.

Lokale råvarer

- Kort fortalt laver vi mad af råvarer fra lokale producenter. Vi serverer vores mad på en elegant og enkel måde, så alle smage træder frem, forklarer han.

Restaurant Domestic bruger udelukkende råvarer fra lokale producenter i Jylland, og så gør de en dyd ud af at lave så meget som muligt selv fra bunden.

- Vi laver for eksempel selv vores creme fraiche, tykmælk, skinker, og pølser. Vi prøver os hele tiden frem, siger Christian Neve.

Konceptet faldt i god jord hos Michelin-folkene, der var på besøg hos Domestic i foråret 2016.

- De gav sig hurtigt til kende og roste vores restaurant for dens personlighed og den glæde, vi lagde i arbejdet og maden. Det kunne de godt mærke, siger Christian Neve, inden han understreger, at succesen ikke kommer til at stige dem til hovedet.

- Vi vil blive ved med at gøre tingene, som vi altid har gjort dem, siger han.

Christian Neve står sammen med Ditte Susgaard for tjenerdelen og indretningen på Restaurant Domestic, mens Christoffer Norton og Morten Frølich Rastad styrer køkkenet. 

Prismæssigt får man en menu med 4 retter og snacks til 450 kroner,  mens en menu med 8 retter og snacks koster 900 kroner.