Campingvogn stjålet ved højlys dag

Politiet efterlyser en mand i en sort eller mørkegrå stationcar efter tyveri af en sølvgrå Hymer campingvogn.

Ny politibil, udrykning150713_0.jpg

Ferien kan være i fare for en familie i Herning. Ved 15-tiden i dag kørte en ukendt gerningsmand væk med deres sølvgrå Hymer campingvogn. Campingvognen stod på Grøndahlsvej i Herning. En nabo observerede allerede torsdag formiddag en mand, der kiggede på og fotograferede campingvognen. Det fik naboen til at holde øje med campingvognen i løbet af dagen. Ved 15-tiden så hun så samme mand i samme bil køre væk med campingvognen, der er af model EN465.

Derfor efterlyser politiet nu en sort eller mørkegrå stationcar eller en MPV. Naboen fik noteret dele af bilens nummerplade, som lyder BW XX 988. Campingvognen har registreringsnummer XT 2616. Politiet kan kontaktes på telefon 114.