Budgettet på plads i Herning

Herning Kommune deler penge ud næste år, men i 2016 skal der spares omkring 100 mio. kr.

Herning kommune 4.jpg

Herning Byråd blev onsdag aften enige om budgettet for de kommende år. Her blev der delt penge ud med rund hånd. En million kroner til en stor folkefest for Jyske Bank Boxens femårs fødselsdag i oktober 2015 eller 10 millioner kroner til en forskønnelse af Herning midtby.

- Jeg glæder mig over, at vi med det nye budget kan forsøge at styrke vores sociale profil og give Herning midtby et løft, siger Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune, til TVMIDTVEST.

Der er sat penge af til flere nye initiativer i Herning midtby.

Skal skære i 2016

Men det ser noget anderledes ud i 2016. Her skal omkring 100 millioner kroner skæres ud af kommunens driftsbudget. På forhånd er kun handicap- og psykiatriområdet fredet, men ellers kan det ramme alle.

Alle kommunens driftsområder skal fra 2016 spare mindst 1,5 procent. Men det kan også blive op mod 3 procent.