BSV: Uhrenholt bliver cheftræner

Det bliver den nuværende assistenttræner Claus Uhrenholt, der skal være ny cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg

Claus Uhrenholt afløser Carsten Albrektsen, der tidligere i år valgte at stoppe som træner på grund af stres.

- Claus Uhrenholt er fagligt kompetent. Han har nogle spændende idéer omkring udviklingen af holdets spillestil og så er han højt respekteret i spillertruppen. Vi havde flere eksterne emner oppe at vende, men i sidste ende var beslutningen nem. Claus Uhrenholt er manden, der kan indfri klubbens sportslige ambitioner for den kommende sæson, siger Frank Lajer, adm. direktør i BSV.

Har prøvet det før

Claus Uhrenholt fik en forsmag på jobbet, da han i starten af april i en kort periode overtog trænerposten, mens Carsten Albrektsen var sygemeldt.

Claus Uhrenholt har tidligere været træner for Team Tvis Holstebro i seks år og var blandt andet med til at sikre klubben to bronzemedaljer og en pokalsejr.

Den nye træner varsler nye tider i BSV, der havde en skuffende sæson i Ligaen.

- Der vil ske forandringer i holdets spillestil, både offensivt og defensivt. Med tilgangen af fire spillere, der har scoret rigtigt mange mål i deres tidligere klubber, har vi et hold med mange offensive muligheder. Forandringerne i løbet af kampen vil ske gennem udskiftninger, og da vi ikke har opgaver i Europa, ligger der en udfordring i at involvere flest mulige spillere i kampene, så samtlige føler sig som en ligeværdig del af holdet, siger han.

Claus Uhrenholt har kontrakt for et år. Bjerringbro-Silkeborg er pt. i dialog med forskellige eksterne kandidater, for at finde en ny assistenttræner.