BSV lider første hjemmenederlag i tæt topkamp

GOG tog en vigtig udesejr på 25-24 over Bjerringbro-Silkeborg. Dermed er GOG side om side med Skjern i toppen.

Peter Bredsdorff-Larsen og Bjerringbro.Silkeborg led sæsonens første hjemmenederlag til medaljebejlerne fra GOG.
Peter Bredsdorff-Larsen og Bjerringbro.Silkeborg led sæsonens første hjemmenederlag til medaljebejlerne fra GOG.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

Efter seks sejre i de første seks hjemmekampe må håndboldspillerne i Bjerringbro-Silkeborg sande, at tiden som ubesejret foran eget publikum er forbi.

Midtjyderne led sæsonens første hjemmenederlag til medaljebejlerne fra GOG, der hentede en snæver sejr på 25-24 efter 14-13 ved pausen.

Med sejren rykker sydfynboerne op på siden af Skjern, der fører 888 ligaen.

GOG havde et let overtag i første halvleg, men BSV-fløjspilleren Lars Skaarup sørgede kort før pausefløjtet for, at gæsternes føring ved halvtid kun lød på 14-13.

Billedet var stort set det samme efter sidebyttet, hvor GOG konstant var et eller to mål foran, men hvor hjemmeholdet sørgede for at holde forspringet nede.

Otte minutter før tid kunne Nikolaj Markussen bringe BSV op på uafgjort for første gang i lang tid ved stillingen 21-21.

Men ti sekunder senere var gæsterne foran på ny, da Niclas Kirkeløkke slog til i den anden ende.

Med fem minutter tilbage fik GOG's forsvarsekspert Torsten Laen rødt kort efter at have modtaget sin tredje udvisning, men fynboerne fortsatte med at sætte tempoet.

Da Kirkeløkke med sin femte scoring bragte GOG foran 25-24 med tre minutter igen, tog BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen timeout for at lægge en slagplan for de afgørende minutter.

Men backen Nikolaj Øris var uheldig med et par tekniske fejl i en nervøs slutfase, hvor ingen af holdene fik scoret yderligere.

Andre tophold tabte også

BSV var ikke det eneste tophold, der led nederlag tirsdag aften.

Mestrene fra Aalborg tabte på udebane med 28-30 til oprykkeren Nordsjælland. Det var aalborgensernes tredje nederlag på stribe.

Måske endnu mere overraskende var TTH Holstebros dukkert mod bundholdet Sønderjyske, der for øjnene af eget publikum vandt 29-26.

TTH førte ellers med 14-13 ved pausen, men smed sejren i anden halvleg.