Brandforbud giver travlhed: Brandvæsnet drukner i opkald

Efter et afbrændingsforbud blev indført, har de haft travlt hos brandvæsnet. Men også hos festivaler og arrangementer giver det ekstra arbejde.

For en måned siden opstod der en naturbrand i Karup Foto: Anne Bolding

Hos Brand og Redning Midtvest er telefonerne rødglødende.

Siden tirsdag middag, hvor afbrændingsforbudet trådte i kraft, har mellem 80 og 100 personer ringet ind.

- Jeg lavede ikke andet hele dagen i går. Folk stod i kø for at spørge, siger Lars Stensbjerg, som er operativ afdelingsleder hos Brand og Redning Midtvest.

Jeg lavede ikke andet hele dagen i går. Folk stod i kø for at spørge

Lars Stensbjerg, operativ afdelingsleder, Brand og Redning 

De fleste henvendelser går på, om det er forsvarligt at bruge gasgrill til forskellige arrangementer. Her må Brand og Redning skuffe med et nej, men det svar bliver modtaget pænt.

- Der har ikke været nogen negative reaktioner. Folk har fuld forståelse for vores nej, siger Lars Stensbjerg.

Dispensation til grillfest

Brith Eriksen fra Kølkær var en af dem, som ringede til brandvæsnet i går. Hun er medlem af byfestudvalget i Kølkær, og planlægger en stor grillfest, hvor 200 mennesker skal være med.

- Vores grillfest er noget af det mest fundamentale, og det er der, vi samler flest mennesker, siger hun.

Læs også Politiet i Silkeborg har sigtet fire for at grille i naturen

Det er en tradition, som har eksisteret i byen i mere end 25 år, men i år bliver festen anderledes.

De tre store grille er skiftet ud med to helstegte pattegrise. De skal stå på parkeringspladsen, og der skal være to vagter, der konstant holder øje med dem.

Det er den ene af to dispensationer, som Brand og Redning har givet. Og der er ikke udsigt til flere.  

- Der bliver ikke givet flere dispensationer nu, siger Lars Stensbjerg, operativ afdelingsleder hos Brand og Redning Midtvest.

Haze

Til festivalen Haze over Haarum i Harboøre mærker de også tørken.

- I forhold til det gode vejr er det dejligt, men det giver noget ekstra arbejde, siger Henning Olesen, som har været sikkerhedschef i 18 år.

På festivalen har de for første gang stillet spande op til cigaretskodder og smidt sand på de steder, hvor folk ryger.

 Der bliver ikke givet flere dispensationer nu

Lars Stensbjerg, operativ afdelingsleder, Brand og Redning

Derudover har de lukket den grillplads, som gæsterne har kunne benytte sig af de sidste 20 år.

- Vi plejer ikke at have problemer med tørken herude, men i år skærper vi opsynet med alting, fortæller Henning Olesen.

Selvom de har taget deres forholdsregler, forbereder de sig alligevel på, at der kan opstå brand.

De har blandt andet fyldt et kar med 6000 liter vand, og er i tæt samarbejde med brandvæsnet.

FAKTA OM FORBUDDET

Forbuddet gælder afbrænding af: 
  • Haveaffald
  • Halm, halmstakke og lignende, der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
  • Affald fra skovbrug
  • Siv og rør, herunder rørskove og enge, lyng, hede- og mosetørv
  • Bål, herunder i bålfade

Forbuddet gælder også brug af:
  • Ukrudtsbrænder
  • Grill i naturen, herunder på offentlige pladser*
* Brug af grill tillades på egen ejendom såfremt der udvises forsigtighed. Lad aske blive i den tillukkede grill.

Særligt til rygere: Kast ikke cigaretskodder og afbrændte tændstikker bort, men skaf dem af vejen i egnede beholdere.