Børn bruger batterierne

Børn i Favrskov Kommune bliver nu inddraget i et nyt projekt, som skal sætte fokus på indsamling og genanvendelse af brugte battier. Børnene er nemlig gode til at påvirke resten af familien.

Genbrugsplads.jpg

Børnene er den letteste vej ind i familierne. Det mener de i Favrskov Forsyning, som står bag et nyt projekt kaldet "Brug Batterierne".

Kommunens børnehaver og skoleklasser fra 0. - 2. klassetrin får udleveret materiale der er lavet til børn, og som også indeholder opgaver og eksperimenter.

- Børn er fremtidens forbrugere, og de vil også være fremtidens producenter af affald. Derfor er det vigtigt, at vi giver dem en forståelse af samspillet mellem mennesker, natur og samfund og lærer dem, at affald ikke bare er affald, men en vigtig ressource, siger Lone Bejder, forsyningschef i Favrskov Forsyning.

Ud over undervisningsmaterialet så har Favrskov Forsyning også startet en indsamlingskonkurrence. Konkurrencen går ud på at indsamle flest mulige brugte batterier på en måned.

Kampagnen kører fra 1. maj til 1. juni.