Bomberydning i Skive er populært i hele verden

Folk fra hjælpeorganisationer over hele verden står i kø for at komme til Skive og deltage i et af verdens bedste kurser i ammunitionsrydning.

Selvom det ligner en rigtig bombe, så var der tale om en attrap ved kursus i ammunitionsrydning i Skive. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

For 10. år i træk afholdes der kursus i ammunitionsrydning i Skive. 

Her bliver folk fra hjælpeorganisationer i hele verden uddannet til at arbejde i verdens brændpunkter. Derfor er der også fokus på, at øvelserne er så virkelige som muligt. 

I dag foregår øvelserne på Skives genbrugsplads, hvor der heldigvis kun er tale om attrap. 

- Jeg kan ikke røre den her slags mine. Jeg er nødt til at sprænge den, hvor den ligger, siger kursusdeltager Josef Mayhofer fra Østrig. 

For dagens øvelse går ud på at få styr på en mine, der er blevet fundet i en genbrugscontainer med legetøj på vej mod en flygtningelejr. Ammunitionsrydderne skal derfor vise, at de kan håndtere sådan en situation, mens de bliver grundigt overvåget af kursuslederne. 

Hårdt kursus

- Jeg må sige, at det er et hårdt kursus. Det er bestemt ikke let, siger John Montgomery, der er kursusleder og kommer fra Folkekirkens Nødhjælp . 

Men scenariet med bomber og ammunition på genbrugs eller skraldepladser i verdens U-lande er et udbredt scenarie, når befolkningen uvidende om faren afleverer fundne bomber. 

Med deltagere fra både Sydsudan, Libanon og Østrig er kurset meget eftertragtet rundt om i hele verden. 

- Uden den hjælp og de særlige forhold mellem Folkekirkens Nødhjælp og det danske forsvar ville vi ikke være i stand til at gennemføre det her kursus med så høj en standard, siger John Montgomery. 

I alt 94 deltagere fra 26 lande har været i Danmark for at gennemgå det meget anerkendte kursus som Folkekirkens Nødhjælp arrangerer i samarbejde med Skive Kaserne og deres ammunitionsryddere. 

Kursuset varer i alt fire uger og slutter på fredag med diplomoverrækkelse.