Bjerringbro-Silkeborg: 12 plusser på 12 år

Ved den ordinære generalforsamling mandag, kunne Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S for 12. gang på 12 år præsentere sorte tal på bundlinjen.

Det er ikke kun på banen, det kører godt for Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S.
Det er ikke kun på banen, det kører godt for Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S.
Foto: Henning Bagger - Scanpix

Den forgangne sæson bød for Bjerringbro-Silkeborgs vedkommende på Super Cup-titlen, en fantastisk rejse på den fineste scene i Champions League, hvor holdet gik videre til 1/8-finalen fra den sværeste gruppe i Champions League-historien, samt bronzemedaljer i den danske 888liga.

Men ikke blot på det sportslige plan blev det en godkendt sæson - endnu engang kan Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S således præsentere overskud. Mandag aften blev klubbens regnskab offentliggjort på generalforsamlingen, og det var en tilfreds bestyrelsesformand, der kunne præsentere overskuddet på 31.449 kroner efter skat. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- I et marked, hvor vi har utroligt mange typer af konkurrenter, er jeg særdeles tilfreds med, at vi endnu engang har formået at lave plus på bundlinjen. Tophåndbold i Bjerringbro-Silkeborg er ikke en selvfølge, men med involvering af flere og flere værdiskabende samarbejdspartnere, og med en kæmpe indsats fra vores administration og salgsfolk, nåede vi atter i mål, lyder det fra Kjeld Morsbøl, bestyrelsesformand i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S.

Egenkapitalen i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S er i det seneste regnskabsår vokset til 4.292.307 kroner, og selskabet lever dermed op til Dansk Håndbold Forbunds krav til egenkapitalen. 

Kontinuitet er et nøgleord

- I forlængelse af ”Det nye Bjerringbro-Silkeborg” fra 2014 har vi - såvel på som udenfor banen – arbejdet målrettet på at skabe kontinuitet i, hvad vi foretager os. Det skaber ro og overblik til udvikling, så vi kan tilbyde vores samarbejdspartnere, spillere, ledere og administration bedst mulige betingelser for at performe, fortsætter Kjeld Morsbøl.

- Via vores nye strategiplan ”Nr. 1 i Bold, Business og Begivenheder” er vi gået på jagt efter en toplinje-forøgelse på 5 til 7 milloner kroner, hvilket skal sikre os europæisk tophåndbold hvert år. Dette skal ske både via endnu stærkere opbakning fra, og tilknytning til, vores eksisterende partnere, samt via tilknytning af nye partnere, der vil opleve en anderledes værdiskabelse i form af eksempelvis medarbejderpleje, fysisk velvære, HR-udvikling og ”oplevelser i særklasse”.

- Jeg er sikker på, at vi med førnævnte platform af kontinuitet, samt fastlagte strategiske planer, vil være at finde i toppen af dansk håndbold mange år fremover. Og at alle i og omkring Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S er ærgerrige efter den næste titel til pokalskabet, fastslår Kjeld Morsbøl.

Ændringer i bestyrelsen

Efter Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S’ generalforsamling blev et par ændringer foretaget i bestyrelsen: Administrerende direktør i DGI, Søren Brixen bliver ny næstformand. Desuden indtræder direktør Frank Borch-Olsen samt advokat Anders Munk Zacho i bestyrelsen i stedet for adm. direktør Jan Bøgh og Plant Manager Freddie Andreassen, der således udtræder af bestyrelsen.

I indeværende sæson har Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S spillet sig videre til gruppespillet i EHF Cuppen, og klubben undersøger nu mulighederne for at blive vært for det europæiske finalestævne i denne turnering. For nuværende ligger klubben nummer 2 i 888ligaen, og Bjerringbro-Silkeborg spiller onsdag aften topkamp mod de forsvarende mestre fra Aalborg Håndbold på udebane.