Bispevalg udskrevet i Viborg

Tre potentielle kandidater til bispevalget i Viborg skal nu til at finde stillere.

Menighedsrådsmedlemmer og præster i Viborg Stift skal i de kommende måneder vælge biskop. Den nye biskop skal tiltræde den 1. november 2014 som efterfølger for biskop Karsten Nissen, der i marts meddelte sin fratrædelse efter at have været biskop i 18 år.

Kandidater til bispevalget skal være anmeldt senest onsdag den 11. juni 2014 kl. 15.00. For at kunne blive valgt, er det et krav, at mindst 75 stemmeberettigede stillere skriver under på anmeldelsen. Derudover skal man have en teologisk kandidat fra et dansk universitet og man skal opfylde betingelserne for at være præst i folkekirken.

Tre potentielle kandidater har meldt sig på banen. Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær, valgmenighedspræst Peter Hedegaard fra Holstebro og Carsten Haugaard Nielsen sognepræst ved Christianskirken i Aarhus. Han er født og opvokset i Holstebro.

Den nye biskop bliver indviet søndag den 23. november 2014 i Viborg Domkirke.

Her kan du læse mere om, hvordan bispevalget foregår (eksternt link).