Bent Hansen under anklage

Oppositionen i Region Midtjylland klager over regionrådsformand Bent Hansen samt medlemmerne af regionsrådets flertalspartier. Statsforvaltningen Midtjylland og ombudsmanden skal nu undersøge om de har handlet i strid med forvaltningsloven.

Oppositionen i regionsrådet Midtjylland er så frustreret over Regionsrådsformand Bent Hansens embedsførelse, at politikerne har klaget over ham og  medlemmerne af regionsrådets flertalspartier til både Statsforvaltningen og Folketingets ombudsmand.

Klagen fra regionsrådspolitikerne i Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, som tilsammen udgør 18 ud af de 41 regionsrådsmedlemmer, bunder blandt andet i den seneste 455 millioner kroner store spareplan, som et snævert flertal i regionsrådet vedtog i februar, og som oppositionen ikke blev inviteret med til forhandlingerne af.

Vigtige papirer uddelt af to omgange

Blandt andet klager oppositionen over, at den ikke fik relevante papirer omkring spareplanerne på samme tid som Bent Hansens politiske støtter, og ikke engang fik dem de lovpligtige fire dage før regionsrådsmødet.

- Det er meget alvorligt, dette her, siger venstres partiformand, Anne V. Kristensen, næstformand i regionsrådet, i dag til TV/MIDT-VEST.

- Vi (oppositionen, red.) er nødt til at finde ud af, om det er lovligt at handle, som Bent Hansen har gjort. Før vi ved det, kan vi ikke komme videre i sagen, siger Anne V. Kristensen.