Bent Hansen takker af: - Jeg får en klump i halsen

11:16

Se hele TV MIDTVESTs interview med Bent Hansen. Video: Henning Bagger / Scanpix.

Bent Hansen takker af: - Jeg får en klump i halsen

Bent Hansen har været politisk frontfigur i Region Midtjylland i 27 år, men nu slutter æraen. Der bliver i dag holdt afskedsreception for regionsrådsformanden.

Se hele TV MIDTVESTs interview med Bent Hensen øverst i artiklen.

Det er en politisk epoke, der slutter, når Bent Hansen (S) træder af som regionsrådsformand.

For selvom socialdemokraten formelt set først overlader formandsstolen i Region Midtjylland til Anders Kühnau (S) og Stephanie Lose (V) i Danske Regioner til nytår, er han i gang med sin sidste arbejdsuge i rollen som hele regionens formand.

Æreaens afslutning bliver i dag markeret med en afskedsreception i Tinghuset i Viborg.

- Jeg kan ikke undgå at få en klump i halsen. Jeg kan heller ikke undgå at blive rigtigt rørt og få tårer i øjnene. Sådan er jeg skruet sammen. Det bliver svært for mig, fortæller Bent Hansen til TV MIDTVEST inden receptionen.

- Jeg er ikke så god til det, når det kommer for tæt på privatlivet. Så får jeg en klump i halsen. Jeg er bedre til de politiske sager og til at forhandle. Det er et håndværk, jeg kan.

En politisk sværvægter siger farvel

At det der en en politisk sværvægter der siger farvel, vidner meritterne om. 

Bent Hansen blev i 1990 valgt ind som amtsborgmester i Viborg. En titel, der sidenhen har ændret sig til regionsrådsformand. I 2006 vandt han posten som hele regionens formand, mens han i 2013 blev han genvalgt med intet mindre end 104.064 personlige stemmer. 

- Det er underligt (at sige farvel, red.). Det var allerede underligt i fredags, hvor vi holdt sidste regionrådsmøde. Det er en mærkelig periode for mig. Jeg kan godt mærke, at min dagligdag lige så stille ændrer sig, men det er ikke gået helt op for mig endnu, siger han.

Bent Hansen hilser på Claus Hjort Frederiksen i 2016. Foto: Liselotte Sabroe

- På den ene side har jeg levet et priviligeret liv, som jeg har sat fantastisk stor pris på, og på den anden side ved jeg også godt, at alting har en ende. Jeg har jo selv truffet beslutningen. 

- Men jeg ved godt, når først jeg står der (og har sagt farvel, red.), så er jeg ikke så kry, som jeg måske nogen gange er, griner Bent Hansen.

- Fantastiske mennesker omkring mig

Bent Hansen har gennem årene været vant til at besøge regionens mange institutioner for at se, hvordan der konkret er blevet arbejdet med de politiske beslutninger, han har været med til at effektuere.

Og netop det kommer han til at mangle i sin hverdag.

- Jeg kommer til at savne samspillet med de mange fantastiske mennesker, jeg har haft omkring mig.

Bent Hansen sammen med Lars Løkke Rasmussen i 2017. Foto: Henning Bagger / Scanpix

- Jeg kommer til at savne den privilegerede hverdag, jeg har haft, men jeg skal nok komme til at fylde tiden ud med noget andet, lyder det.

- Er det virkelig det, mine børn husker?

Men det har også været hårdt arbejde at bestride posten som regionsrådsformand, hvor der er blevet brugt mange timer på at forberede sig til møder og forhandlinger. 

Den del af arbejdet kommer han ikke til at savne.

- Omfanget af de her dagsordener og kravene til at sætte sig ind i dem er steget og steget. Man må hele tiden sige til sig selv, at der skal læses op og forberedes. For det er jo ikke noget ved at sidde for bordenden, hvis du ikke har læst dagsordenen.

- Det har jeg brugt utallige timer på. Og jeg kommer ikke til at savne det.

- Det er noget min søn husker fra sin barndom. Han har fortalt, hvordan jeg har siddet med ham på det ene knæ og en dagsorden på det andet. Der tænker man alligevel: ’Okay, er det virkelig det, mine børn husker fra deres opvækst?’, siger Bent Hansen.

Vil nyde livet

Bent Hansen ved Langelinie i København. Foto: Claus Bech / Scanpix

Når arbejdsåret 2018 går i gang i regionen tirsdag den 2. januar, kommer Bent Hansen ikke til at lege smagsdommer over sine efterfølgere.

Han har nemlig fuld tillid til, at de kommer til at gøre alt, hvad de kan for at varetage regionens interesser på den bedst mulige måde.

I stedet håber han at kunne nyde tilværelsen med sin bedre halvdel, selvom arbejdskalenderen ikke er helt tom.

- I det nye år er jeg forhåbentligt i sommerhus med min kone, hvor vi kan gå nogle lange ture. Jeg vil nyde livet på en anden måde nu.

- Jeg har godt nok et møde den tredje og den syvende (januar, red.), så jeg har lidt at se til, men slet ikke med den samme kadence. Det bliver en blød overgang, siger Bent Hansen.

I 2014 havde TV MIDTVEST besøg af Bent Hansen i programmet Politkerliv. Udsendelsen kan du se herunder.

27:14

En række af landsdelens markante folkevalgte har takket ja til at lade de midt- og vestjyske tv-seere få et kig ind i deres politiske liv. Gæst i studiet hos Klaus Knudsen Pedersen er denne gang: Bent Hansen

Luk video