Bedre ørenlyd på Mejrup Skole

Et nyt lydsystem skal give et bedre undervisningsmiljø og mindre baggrundsstøj i skolen.

Baggrundsstøj og de akustiske forhold i klasseværelset kan have store konsekvenser for undervisningsmiljøet. Derfor har børnehaveklassen på Mejrup Skole siden august brugt et lydsystem, der hedder FrontRow.

- Formålet med det nye lydsystem var oprindelig at forbedre lydforholdene for en af eleverne, der har en hørenedsættelse, men de andre elever i klassen har også glæde af systemet, forklarer Lars Eg, der er skoleleder på Mejrup Skole.

Lydsystemet forstærker lærernes stemme en smugle over baggrundsstøjen i klasseværelset og fordeler stemmen jævnt i hele lokalet, så læreren ikke behøver hæve stemmen.

- Resultatet er mindre støj i klasseværelset, øget koncentration hos eleverne og mindre træthed og færre problemer med stemmen hos lærerne, forklarer Lars Eg i en pressemeddelelse.

FrontRow har ifølge lederen givet mere ro og nærvær i klassen, og nu har 1. klasse også fået systemet. Undersøgelser viser, at en gennemsnitlig elev kun opfatter 75 procent af, hvad læreren siger.