Barnegråd var falsk alarm

Barnegråd var falsk alarm

Lykkelig slutning på drama i Skive - grædende dukke skyld i alarm fra lagerhotel.

Det lød som et hjerteskærende drama - men heldigvis viste der sig at være en helt naturlig og meget udramatisk forklaring på, at der tirsdag aften blev slået alarm fra et lagerhotel i Skive.

Det hele begyndte, da en lokal kvinde klokken 21.40 skulle ind i det rum, hun har lejet hos lagerhotellet BOXno2 på Frisenborgvej. Fra rummet ved siden af kunne kvinden høre barnegråd. Der var en hængelås på døren, og kvinden besluttede sig for at alarmere politiet.

De tilkaldte betjente hørte det samme som kvinden - og fik hængelåsen brudt op for at komme det grædende barn til undsætning.

Barnet viste sig dog at være... en batteridrevet dukke.

Meget naturtro

- Dukken græd åbenbart på en meget naturtro måde, så det var selvfølgelig rigtigt af kvinden at kontakte os. Og så det er jo rart, at der var en naturlig forklaring på det hele, konstaterer Niels Peter Olesen fra lokalpolitiet i Skive.

Dukkens ejer Laila Johansen er heller ikke det mindste sur over, at politiet brød ind i hendes lagerrum. Tværtimod kan hun ikke lade være med at grine, og hun har også et bud på, hvorfor dukken begyndte at give lyd fra sig.

Aftenen forinden havde hun været inde i rummet og flyttet den kasse, som dukken lå i - og dermed kom hun måske til at skubbe til dukken og aktivere den hjerteskærende gråd.

Laila Johansen fortæller her om sin reaktion, da politiet ringede og fortalte om det postyr, den grædende dukke var skyld i:

01:07 Luk video

 

02:04 Luk video