Bæversag kan blive den første af mange

De afgnavede træer er blandt de mange skader, som bæverne har lavet på Find Andersen-Fruedahls grund. Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Bæversag kan blive den første af mange

Retssagen om erstatning for skader forårsaget af bævere kommer til at danne præcedens, mener advokat.

I dag begynder en retssag, som på mange måder er den første af sin slags. Lodsejer Find Andersen-Fruedahl har stævnet staten for de skader, som bævere har lavet på hans grund.

Myndighederne må jo tage konsekvensen bagefter, når de har lavet noget lort.

Find Andersen-Fruedahl, lodsejer, Klosterheden

- Det er en principiel måde at få sagt, at der er noget galt her. Bæverne har fældet mine træer og ødelagt mine søer, og jeg har ejendomsretten over min grund. Så bør jeg også kunne bestemme, hvad der sker her, siger Find Andersen-Fruedahl, som bor i nærheden af Klosterhede Plantage.

Det var netop i Klosterheden at de første bævere i 1999 blev sat ud i den danske natur, og fordi bæveren er indført af myndighederne, mener Find Andersen-Fruedahl at han har loven på sin side.

- Myndighederne må jo tage konsekvensen bagefter, når de har lavet noget lort, siger han.

Fra Miljøstyrelsens side ser man anderledes på sagen.

Læs også Bævernes raseren på privat jord skal afgøres i retten

- Skal man give erstatning for noget, som lovligt er besluttet og udført? Det mener Miljøstyrelsen ikke, man skal, siger Britta Moll Brown, der er Miljøstyrelsens advokat i sagen

Uanset sagens udfald er det første gang, staten skal holdes direkte til ansvar for vilde dyrs gøren og laden.

Læs også TIDSLINJE: 20 år med bæverkonflikter

- Det er jomfruelig grund, man betræder. Det er et relativt uprøvet retsområde, så jeg synes, det er spændende at få en afklaring på området. Jeg vurderer, at sagen her vil danne præcedens på området, siger advokat Bjarne Vium, der repræsenterer Find Andersen-Fruedahl.

Bæverne har været i retten tidligere, men på et andet grundlag. Tilbage i 2003 frikendte Vestre Landsret Skov- og Naturstyrelsen i en sag, som var startet af Danmarks Sportsfiskerforbund. Forbundet mente, at udsætningen af bævere var i strid med naturbeskyttelsesloven og EUs Habitatsdirektiv, og de ville have bæverne indfanget og sendt ud af landet igen. Denne gang går Find Andersen-Fruedahl efter en erstatning - og han er ikke alene.

- Der er mange flere som mig, der står klar i kulissen og venter på, hvordan sagen her går, siger Find Andersen-Fruedahl.