Bærbar til alle Hernings unge

Herning Kommune investerer 15,5 millioner kroner på skolernes IT-område, så alle skoleelever får en bærbar computer.

Computer tastatur.jpg

Det skal være slut med at dele på skolerne i Herning Kommune.

I løbet af de kommende halvandet år opgraderer kommunen på IT-området, således at alle kommunens elever får en bærbar computer stillet til rådighed.

Det betyder, at der bliver indkøbt 4000 nye computere.

 - Vi ønsker at give eleverne – og selvfølgelig også de lærere, der underviser dem – de værktøjer, der passer til den virkelighed, de er ved at uddanne sig til. Og så er teknikken jo i øvrigt en helt naturlig del af deres øvrige liv med mobiler, tablets, apps, spil, sociale netværk og videnssøgning, og den udvikling skal vi koble os på, siger formand for Herning Kommunes Børne- og Familieudvalg, Joan Hanesen i en pressemeddelelse fra Herning Kommune.

Investeringen koster 15,5 millioner kroner. Pengene skal findes på kommunens eksisterende drift.

Hurtigere internetforbindelser

Men det bliver ikke kun IT-hardwaren, der får et løft.

Som en del af budgetforliget for 2013 bliver der sat 13,5 millioner kroner af til at opgradere internetforbindelserne på alle skoler.