Badning frarådet ved Lyngs Drag

Badning frarådet ved Lyngs Drag

Der er fundet forhøjet indhold af bakterier ved Lyngs Drag. Struer Kommune fraråder nu badning i området.

Et rutinetjek i tirsdags ved Lyngs Drag har vist, at der er forhøjet indhold af bakterier i badevandet. Derfor fraråder Struer Kommune nu badning fra stranden. Det oplyser Struer Kommune i en pressemeddelelse.

- Der er fundet Enterokokker og E.Coli-bakterier i prøverne. E.Coli kan i værste fald være sygdomsfremkaldende. Det kan være et øjebliksbillede, og derfor bliver der taget flere prøver, siger Anni Lassen fra Plan og Miljø i Struer Kommune.

Fredag bliver der igen taget prøver af vandet, og søndag får Struer Kommune svar på, om der fortsat er bakterier i badevandet ved Lyngs Drag.

Der er sat skilte op ved stranden, som vil være opstillet, ind til nye prøver viser, at badevandet igen er sikkert at bade i. Der vil løbende blive taget prøver af vandet.