Badedragt til kræftramte

En helt ny kollektion af badedragte har set dagens lys. Den er målrettet kvinder, der har haft brystkræft.

Den ligner næsten en helt almindelig badedragt. Men den er designet specielt til kvinder, der er blevet behandlet for brystkræft.

Materialet generer ikke huden på kvinder, der har modtaget kemobehandling. Stoffet beskytter samtidig mod solens farlige UV-stråler - helt op til faktor 50. Så er der en lomme, hvor man kan lægge sine implantater. Og endelig kan man nemt komme på toilettet uden at skulle have dragten af. Det klares via en knaplukning i bunden af badedragten.

Designeren selv kræftramt

Badedragtens designer hedder Lisbeth Forbæk og er fra Nr. Felding. Hun har 26 års erfaring i tekstilbranchen. 

I 2005 blev hun selv opereret for brystkræft. Det gjorde hende opmærksom på, hvor svær en tur på på stranden blev. Derfor gik hun igang med at designe badedragten der indtil nu er solgt i tre eksemplarer - prisen er 900 kr. pr. styk.