Per B. opgav forkert kontonummer

Forsøgte ifølge Skive Folkeblad at få kommunen til at sende penge til en konto, der ikke tilhørte Kulturcenter Limfjord.

Den nu tidligere direktør i Kulturcenter Limfjord (KCL) i Skive, Per B. Jeppesen, forsøgte i 2011 at få udbetalt 70.000 kroner fra Skive Kommune til et kontonummer, der ikke tilhører kulturcentret.

Det skriver Skive Folkeblad, der har fået aktindsigt i dokumenterne hos Skive Kommune.

Sagen stammer fra juli 2011, da der var folkedanserstævne i Kulturcenter Limfjord. Per B. Jeppesen sendte som direktør i kulturcentret en faktura til kommunen og bad om at få kommunens tilskud til leje af koncertsalen og bespisning af de 1400 gæster - i alt 75.000 kroner - sat ind på en konto i Salling Bank.

Men kontoen tilhørte hverken kulturcentret eller forpagteren, KCL Kultur I/S, skriver folkebladet.

Pengene blev dog aldrig sat ind på den forkerte konto, fordi kulturcentrets cvr-nummer automatisk sørgede for, at beløbet havnede på kulturcentrets rigtige konto i Sparbank.

- Jeg har ikke bedraget kommunen

Jeppesen, der også er tidligere borgmester i Skive Kommune, henviser i folkebladet til den kommende retssag - men siger dog:

- Jeg har hverken bedraget kommunen, KCL eller KCL Kultur I/S. Og jeg har heller ikke forsøgt at bedrage. Og det er det, jeg glæder mig meget til at forklare i retten, siger han.

Per B. Jeppesen blev i november 2011 fyret fra sin stilling som direktør i Kulturcenter Limfjord, efter at det kom frem, at han ved hjælp af en falsk faktura havde overført penge fra kulturcentret til sig selv.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt ham for bedrageri, forsøg på bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk.