Atomaffald: 1-0 til kommunerne

Skive og Struer Kommuner har vundet en sejr efter, at sundhedsminister Astrid Krag har indkaldt partierne i folketinget til et nyt møde om atomaffaldet.

Atom-tegn.jpg

Det vækker stor tilfredshed hos borgmestrene i Skive og Struer Kommuner, at sundhedsminister Astrid Krag (S) nu indkalder folketingets partier til nye møder om det omdiskuterede atomaffald fra Risø.

Her får partierne mulighed for at få afklaret forskellige spørgsmål.

 - Vi har vundet første omgang. Ministeren bliver presset til at overveje situationen, siger Skive borgmester Flemming Eskildsen (V).

 - Kampen er ikke vundet endnu. Vi vandt måske første halvleg. Men vi holder øje, så man ikke går tilbage til det oprindelige, siger Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj Christensen (S).

Udbytte af møde

Mandag var repræsentanter fra fem kommuner i København til en høring om atomaffaldet. En høring som flere folketingspolitikere og sundhedsministeren deltog i.

 - Det tyder på, at partierne er blevet klogere. Det er altid dejligt, når man tænker sig om, siger formanden for protestgruppen Morads i Skive Kommune, Anders Rask.

Sundhedsminister Astrid Krag siger, at hun vil indkalde partierne til møde hurtigst muligt.

Det er Thyholm, Skive Vest og Thise her i landsdelen, som er i spil til en mulig placering til de 5.000 - 10.000 kubikmeter atomaffald.

 

Læs pressemeddelelsen fra sundhedsminister Astrid Krag HER:

2:20
Beslutningen om et atomaffaldsdepot er skudt til hjørne af Sundhedsminister Astrid Krag.