Asylcenter overrasker Vestervig

Asylcenter overrasker Vestervig

Borgere i Vestervig er overraskede over Thisted Kommunes pludselige beslutning om at åbne asylcenter i byen.

Om en måned åbner et nyt asylcenter i Vestervig.

40-50 flygtningebørn skal bo i byens tidligere sygehus, og det er kommet bag på byens indbyggere. Mandag blev de kaldt til borgermøde med få timers varsel. En uge før havde de aldrig hørt om tanken. Men om en måned kommer asylansøgerne til byen.

Mange borgere mener, at det er gået alt for hurtigt, og at kommunen burde have informeret bedre og tidligere til Vestervigs indbyggere.

Thisteds borgmester Lene Kjeldgaard (V) kan godt forstå, hvis folk føler, at beslutningen er blevet hastet igennem. Men hun understreger, at borgerne er blevet inddraget så snart det var muligt.

Thisted Kommune fik den første henvendelse fra Udlændigeservice for 14 dage siden. Derefter måtte de handle hurtigt, hvis de ville have opgaven, som trækker omkring 25 statslige arbejdspladser med sig.

Først mandag faldt lejeaftalen på plads - straks herefter blev der kaldt til borgermøde, samme aften.