Asylansøgere konverterer til kristendommen

Mindst 100 asylansøgere er blevet døbt i Viborg Stift det seneste år.

Foto: Arkiv

Et stort antal asylansøgere vælger at konvertere til kristendommen.

Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, at mindst 500 asylansøgere er blevet døbt i danske kirker siden jul, og i Viborg Stift vurderer biskop Henrik Stubkjær, at mindst 100 asylansøgere er blevet døbt det seneste år.

Dertil kommer dem, der er i gang med dåbsundervisningen.

Mange af konvertitterne er kommet til Danmark som muslimer. Det gælder blandt andre iranske Mohsen Khademi, der er blevet døbt i Nørrelandskirken i Holstebro. Han understreger, at han på ingen måde er konverteret i et forsøg på at få en bedre chance for at få asyl.

- Det har intet at gøre med asyl. Det er min tro, siger han til Jyllands-Posten.

Kirkeminister Bertel Haarder har tidligere opfordret de danske stifter til at vente med at døbe asylansøgerne, indtil deres asylsager er afgjort. Men det afviser biskop Henrik Stubkjær.

- Jeg kan ikke se, at vi skal udskyde dåben. Jeg mener, at det er kirkens indre anliggende, og det er vi biskopper meget enige om, siger han til avisen.