Anklaget for have brugt falske penge

I dag startede retssagen mod en 36-årig mand, som angiveligt skal have brugt falske pengesedler for 40.000 kroner rundt omkring i Danmark.

20082012penge.jpg

En sag om pengefalskneri for flere tusind kroner startede i dag ved retten i Viborg.

En 36-årig mand, som tidligere har boet ved Viborg, er anklaget for at have produceret og brugt falske penge.

Betalte med falske sedler på McDonald's

Under retsmødet i dag kom det blandt andet frem, at den 36-årige skal have benyttet falske 1000-kroner-sedler 27 forskellige steder på Sjælland.

Manden skal desuden have brugt falske 500-kroner-sedler 20 gange i Midtjylland.

Blandt andet på McDonald's i Viborg.

 - Jeg kunne mærke med det samme, at der var noget galt. Så jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne tage imod den, fortæller Cecilia Moltzau, der arbejder ved McDonald's.

Har ikke lavet falske penge

Den 36-årig nægter sig skyldig i at have produceret falske pengesedler. Han erkender at have brugt pengene, men han påstår, at han ikke vidste, at sedlerne var falske.

Anklageren lægger op til en ubetinget fængselsdom. Strafferammen for pengefalsk er op til 12 års fængsel.

Der falder dom i sagen i morgen.

1:55
Knap 40.000 kroner i falske sedler er blevet brugt på både Sjælland og i Jylland