Anklage: Kvinde tæskede sine døtre i 10 år

Anklage: Kvinde tæskede sine døtre i 10 år

På mandag kører retssagen mod en 37-årig kvinde, der siden februar har siddet fængslet for at tæske sine døtre gennem en periode på 10 år.

To piger er gennem størstedelen af deres liv blevet tæsket af deres mor.

Det mener anklagemyndigheden, som nu har tiltalt den 37-årige kvinde for i 10 år at have mishandlet sine børn på adresser i kommunerne Morsø, Ikast-Brande og i Kalundborg.

Volden, der ifølge politiet fandt sted fra 2004-2014, bestod af slag og spark i ansigtet og på kroppen, ligesom hun skubbede dem, så de faldt, fremgår det af anklageskriftet fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Også kvindens kæreste, en mand på 30 år, skal ifølge anklagemyndigheden have deltaget i volden - dog i en væsentligt kortere periode end moren, der siden februar har siddet varetægtsfængslet i sagen.

- Manden blev varetægtsfængslet sammen med moren, men vi har siden besluttet at løslade ham, da varetægtsfængslingen ikke må overstige hans forventede straf, siger anklager Peter Rostgaard Ahleson til Ritzau.

- Der er trods alt en forskel på, hvad de er tiltalt for. Særligt perioden af mandens vold er væsentligt kortere end kvindens, siger anklageren.

Straffesagen mod den 37-årige mor og den syv år yngre mand indledes mandag ved Retten i Holbæk og fortsætter tirsdag og fredag, hvor dommen ventes afsagt.

Begge piger, der er født i henholdsvis 2000 og 2007, skal afgive forklaring. Lillesøsterens vidneudsagn er allerede optaget på video og vil blive afspillet i retten, mens det ældste offer selv møder op.

- Det er efter min mening hovedbeviset i sagen, siger anklager Peter Rostgaard Ahleson.

/ritzau/