Analyse: Vindmøller påvirker ikke boligsalget

En endnu ikke offentliggjort undersøgelse lavet af vindmølleindustriens brancheorganisation viser, at boligsalget ikke påvirkes negativt af kæmpevindmøller i nærområdet. Dén konklusion køber vindmøllemodstanderne ikke.

En endnu ikke offentliggjort undersøgelse lavet af vindmølleindustriens brancheorganisation viser, at boligsalget ikke påvirkes negativt af, at der opstilles vindemøller i nærområdet. Det fortæller P4 Midt og Vest i dag.

Men vindmøllemodstanderne skeptiske overfor den konklusion.

Stor sikkerhed om resultatet

Vindenerginetværket Viden om Vind har undersøgt boligmarkedet i tre områder to år før og to år efter, at der er sat kæmpevindmøller op. Konklusionen er ifølge sektretariatsleder Henrik Vinther klar:

- Analysen viser med stor sikkerhed, at vindmøller ikke er en særskilt parameter for at sælge nabohuset, siger han til P4 Midt og Vest.

Hverken liggetid, pris eller antal handler i en radius af to kilometer bliver ifølge analysen påvirket i negativ grad af vindmøller.

- Jeg mener, at vi med ret stor sikkerhed kan sige, at nu har vi dokumentation for, at vindmøller ikke er en særskilt negativ parameter.

Sår tvivl om troværdigheden

Men ikke overraskende er Foreningen Naboer til Kæmpevindmøller ikke enig i konklusion. Her mener man, at konklusionen drages på et tyndt grundlag. Og talsmanden sår tvivl om troværdigheden, når analysen er udarbejdet af vindmølleindustrien selv.

- Konklusionen er jo sådan set givet på forhånd i og med at vindmølleindustrien og vindmøllespekulanterne står bag. Så er det jo altid et positivt resultat i deres favør, siger Karsten Drøjdal fra foreningen til P4 Midt og Vest.

De tre områder, som analysen er lavet ud fra, er Vildbjerg, Hvide Sande og Aalestrup.