Ambulancefolk opdagede brændende stuehus

Familien var på camping, da der gik ild i deres hus ved Spjald.

Ambulancefolk opdagede brand i stuehus ved Spjald
Ambulancefolk opdagede brand i stuehus ved Spjald
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

En familie på fem og en hund var på Camping, mens deres stuehus i Spjald brændte. 

Ilden blev opdaget helt tilfældigt, af en forbikørende ambulance.

- Der var en kraftig røgudvikling. Det blev observeret oppe fra vejen af en ambulance, er kom kørende. Og de ser så, at det ryger kraftigt fra en bygning og kører ned og kigger. Og de melder så til 112, at der er kraftig røgudvikling i et hus, fortæller vagthavende indsatsleder, Kaj Jensen, Brand og Redning Midtvest.

Da indsatslederen nåede frem var der ild flere steder i huset.

- Vi kan se, det brænder inde i et af rummene, og der er kraftig røgudvikling oppe fra taget af, så derfor kalder vi nogle køretøjer, så vi også kan få slået hul i taget og komme den vej ind igennem, fortæller indsatslederen.

Ilden er sandsynligvis begyndt i soveværelse og i følge indsatslederen er huset totalt udbrændt. 

Vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyder, at familien ikke var hjemme. De var på camping, da de blev kontaktet af politiet.

Brandvæsenet mødte op med 15 mand og seks køretøjer.