Afsløring i dag: Her skal de statslige jobs ligge

Regeringen præsenterer i dag klokken 12 sin plan for udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden. Ikke mindst i den midt- og vestjyske landsdel venter mange kommuner i spænding på dagens offentliggørelse.

Regeringen_0.jpg

Regeringen præsenterer i dag klokken 12 sin plan for udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden. Ikke mindst i den midt- og vestjyske landsdel venter mange kommuner i spænding på dagens offentliggørelse, der afgør, hvem, der får, og hvem, der ikke skal se frem til at få tilført flere arbejdspladser til kommunen.

- Det bliver spændende at se, om vores plan indfrier forventningerne, lyder det hemmelighedsfuldt fra Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen fra Holstebro.

Og meget tyder på, at regeringen har holdt kortene tæt ind til kroppen. I følge Danielsen er det kun ham, minister Troels Lund Poulsen og politisk ordfører Søren Gade, der konkret ved, hvad planen indeholder.

Danmark skal køre længere på literen

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har tidligere fremhævet, at det er en demokratisk holdning, at der skal ske en mere jævn fordeling af statslige arbejdspladser.

- Udflytning er en måde at få Danmark til at køre længere på literen. Det giver væsentligt mere effektive statslige institutioner, når de bliver flyttet ud i landet, og det understøtter vores ønske om et Danmark i Balance, siger Thomas Danielsen.

Samme dag som regeringens udspil altså bliver lanceret, har Dansk Byggeri meldt ud, at Midt- og Vestjylland er et sandt mekka, når der kommer til tomme erhvervslokaler. Nærmere bestemt over en halv million kvadratmeter tomme erhvervslokaler.

- Vi skal udnytte, at vi har en masse gode erhvervsejendomme og bygninger. Vi skal ikke blive ved med at bygge nyt og dyrt i København K, når vi har fantastiske lokaler stående tomme rundt i landet, siger Thomas Danielsen.

Thomas Danielsen understreger samtidig, at det er en misforstået opfattelse, at udflytning af statslige arbejdsplader sker, fordi det er synd for udkantsområderne.

- Vi gør det, fordi vi mener, det er en god forretning. Ikke mindst fordi flere statslige arbejdspladser i flere områder af landet er med til at tiltrække arbejdspladser til andre virksomheder også, siger han.

I alt har regeringen afsat 400 millioner kroner til udflytningerne.