Advokat: Folk er virkelig pressede i arbejdsskadesager

Advokat i arbejdsskadesager kritiserer lang ventetid på at få afgjort arbejdsskadesager.

Advokat Rikke Omme oplever ofte klienter, der bukker sammen under presset.
Advokat Rikke Omme oplever ofte klienter, der bukker sammen under presset.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Sager om arbejdsskader kan trække ud i årevis, og det er noget, der slider på psyken.

- Det er da ikke sjældent, at vi har nogen, der både er grædende og mener vi lige så godt kan skyde dem en kugle for panden. Folk er virkelig virkelig pressede, siger Rikke Omme, advokat hos KLA Personskade i Skjern.

Firmaet har fire afdelinger, som udelukkende tager sig af personskadesager. Mange af dem handler om arbejdsskader og Rikke Omme har flere klienter, der må vente i årevis på at få deres forsikringssag afgjort hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Rikke Omme er også advokat for Ronnie Pedersen fra Tarm, som har ventet i toethalvt år på at få afgjort sin arbejdsskadesag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Den sidste hurdle har været at få vurderet tabet af hans arbejdsevne. Ventetiden har haft høje omkostninger både økonomisk, men også for familien som helhed.

- Vi ser jo desværre, at folk går på tvangsauktion, konen skrider og så videre, ikke. Det er et pres at være i, forklarer Rikke Omme om sagerne, generelt.  

Ventetiden længere end tilladt

Den gennemsnitlige ventetid på at få vurderet tabet af sin arbejdsevne hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter en skade, er lige nu på 32 måneder. Ifølge lovgivningen må den ligge på mellem 20-22 måneder. 

Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er der sat ekstra kræfter ind på at nedbringe ventetiden. Men noget af forklaringen ligger i at der både skal speciallæger ind over sagerne, ligesom det er kommunerne, der først skal afklare arbejdsevnen inden tabet kan regnes ud.

- Vi kan ikke rigtig gøre sagerne meget hurtigere, end vi gør lige i øjeblikket. Vi har sat ekstra kræfter på, men sagerne skal også være klar til en afgørelse. Og der venter vi altså rigtig længe på eksterne parter, forklarer direktør hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Anne Kristine Axelsson.

Men det er ikke hele sandheden, mener Rikke Omme.

- Det er altså ikke okay. At en fuldt oplyst sag skal tage flere år. Så ved jeg godt, der er nogle lægekonsulenter der skal ind over, men det skal der jo ikke for eksempel i Ronnies sag. Han er fuldstændig afklaret hele vejen rundt, så det er bare et spørgsmål om at en sagsbehandler sætter sig ned og går tingene igennem, mener hun.

Ingen steder at klage

Også fagforeningerne kritiserer de lange ventetider.

- Det er ikke i orden. Og jeg bliver egentlig lidt forarget over, at der ikke er nogen lovhjemmel for, hvor lang tid, man kan lade folk vente. Der er ingen, man kan klage til, siger socialrådgiver ved 3F i Holstebro, Lilian Højbjerg. Hun har 250 medlemmer, der venter på at få afgjort deres erhvervsevnetab.

Før de får det, kan de ikke få suppleret deres sygedagpenge. Og det kan være økonomisk meget hårdt for de fleste familier.

- Jeg har ikke haft et medlem endnu, der har solgt huset. Men de har da solgt bilen så de kunne betale husleje. Og det er kun fordi man venter, siger Lilian Højbjerg.

Årelang problematik

Problemet med de lange ventetider har eksisteret i årevis. Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hænger det blandt andet sammen med at ombudsmanden i 2014 gav en alvorlig kritik af kvaliteten i sagerne, som derfor skulle gå om. Dermed stoppede sagsbehandlingen af nye sager i næsten to år, så der nu er en pukkel af sager, der skal behandles.

Allerede i år forventer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at få barberet ventetiden væsentligt ned. Men det tror hverken Rikke Omme eller Lilian Højbjerg på.

- Nej, det tænker jeg ikke. Men man har jo lov at leve i håbet, lyder det fra Lilian Højbjerg.

- Jeg må indrømme, at nu har jeg været i det her så længe og jeg synes, det er den samme sang, jeg hører igen og igen. Jeg håber det. Men om jeg tror på det... nej det gør jeg altså ikke rigtigt, siger Rikke Omme.

9:13
Se indslaget: Ronnie Pedersen har ventet 2,5 år på en afgørelse.