Åben Havn i Hvide Sande

Hvide Sande holdt søndag Åben Havn for at trække flere unge mennesker til byen.

aABEN_hAVN.jpg

Folk strømmede søndag til Hvide Sande, da der var Åben Havn. Begivenheden har siden 2007 været en tradition, og i år var fokus rettet mod fiskeri, offshore vind og shipping - fordi byen i fremtiden vil mangle unge mennesker til at besætte arbejdspladser på netop disse områder.

- Vi vil gerne vise havnens fremtid og de ting, vi tror på i fremtiden. Vi mangler et generationsskifte inden for fiskeriet, og vi kommer til at mangle unge folk inden for offshore vind, så det her er et forsøg på at give dem noget viden, siger Esben Thomey Kristensen, medarrangør af Åben Havn og forretningsfører i Hvide Sande Service Group.

De mange unge besøgende kunne få en masse information om job- og uddannelsesmuligheder i Auktionshallen, hvor der var uddannelsesmesse.

Hvide Sandes DNA

Det var også muligt at gå ombord på en række særlige skibe, som private normalt ikke har adgang til. Et af dem var offshore jack-up skibet "Wind", som vedligeholder og udskifter dele på havvindmøller. Det står på havbunden ved hjælp af fire ben, som køres ud. Benene er 50 meter lange, og skibets kran kan løfte vindmøllekomponenter i over 100 meters højde.

Åben Havn værner også om de traditionelle aktiviteter. Derfor kunne de besøgende også lægge vejen forbi fiskeauktionen, hvor portionerne i dag var familievenlige, komme ombord på moderne fiskefartøjer og besøge redningsstationen - og båden "Emile Robin" samt havnerelaterede virksomheder.

- Havnen er Hvide Sandes DNA, og det her arangement er beregnet til at vise byen frem. Turisterne vil gerne have det ægte vare, siger Esben Thomey Kristensen, der vurderer, at flere end 5000 gæster i dag fandt vej til havnebyen på Vestkysten.