85-årig truet med økse og kniv

En 85-årig mand fra Bjerringbro blev i nat udsat for et voldsomt hjemmerøveri. Gerningsmændene truede ham med en økse og en kniv og sparkede ham i brystkassen.

hjemmeroeveri.jpg

Politiet er lige nu i fuld gang med eftersøgningen af to mænd, som begik hjemmerøveri på Store Hedevej i Bjerringbro i nat. Mændene smadrede en rude, og kom på den måde ind i mandens hus.

Forinden havde de to gerningsmænd forsynet sig med en økse og en kniv i mandens redskabsskur. De våben brugte mændene til at true den 85-årige med.

Sparket i brystet

Men selv om de to røvere havde våben, så lod den 85-årige sig ikke skræmme. Da tyvene forsøgte at tage hans penge, gjorde han modstand. Det skabte lidt tumult, hvor manden blev sparket i brystet inden røverne slap afsted med 500 kroner og den 85-åriges afdøde kones vielsesring.

- Det er noget vi tager meget alvorligt. Der skal ikke meget til, før det kan gå galt, når man sparker en 85-årig i brystet, siger Kjeld Nedergaard, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Efter røveriet blev den ældre mand kørt på skadestuen i Viborg, hvor han blev tilset.

Politiet har fundet de masker, som de to røver havde på under røveriet. De skal nu undersøges for dna.

Signalement:

Den ene gerningsmand beskrives som 20 år, 180 cm, tynd af bygning og iført en mørk trøje med hætte.

Den anden beskrives som 20 år, 175 cm, tynd af bygning og iført en lys trøje med hætte. Begge havde masker på.

Politiet kan kontaktes på telefon: 114

 

Hør her politikommissær Henrik Thomassen forklare om røveriet:

1:22