81-årig døde i sin bil

En ældre mand fik mandag et ildebefindende, da han kom kørende mellem Struer og Vinderup. Manden kørte i grøften og døde af sit ildebefindende.

81-årig mand fra Århus-egnen blev dårlig, da han mandag eftermiddag kom kørende på Vinderupvej mellem Struer og Vinderup sammen med sin 84-årige veninde.

Manden sagde til sin veninde, at han var skidt tilpas. Hun bad ham køre ind til siden. Det gjorde manden så, men blev undervejs tiltagende dårlig og trillede stille og roligt ned i vejgrøften, hvor han døde af sit ildebefindende.

Den 84-årige veninde sad fastklemt og måtte hjælpes ud ved at klippe hul i bilen.